Gå til indhold
IKEA udfaser brugen af fossil lim i deres produktion
IKEA udfaser brugen af fossil lim i deres produktion

Pressemeddelelse -

IKEA vil mindske klimaaftrykket med biobaseret lim i produktionen

Ved at overgå til biobaseret lim i produktionen af produkter vil IKEA mindske virksomhedens udledning af drivhusgasser fra lim med 30 % inden 2030. I dag er 5 % af klimaaftrykket i den samlede værdikæde forbundet med brugen af lim i produkter, og derfor er skiftet til biobaserede limtyper et vigtigt skridt mod at blive en klimapositiv virksomhed i 2030.

Efter mere end 10 års udvikling overgår IKEA nu til biobaseret lim i produktionen af møbler og andre produkter. Brugen af fossil lim, som i dag tegner sig for 5 % af klimaaftrykket i IKEA’s samlede værdikæde, bliver dermed udfaset gradvist frem mod 2030.

Overgangen til det grønnere alternativ er et vigtigt skridt på rejsen mod det ambitiøse mål om at blive en klimapositiv virksomhed i 2030. Målet med dette initiativ er i første omgang at reducere fossilbaseret limforbrug med 40 % og drivhusgasemissioner fra lim med 30 % inden 2030.

- Vi arbejder på hele tiden at finde nye, miljøvenlige løsninger i produktionen. Vi har en meget ambitiøs bæredygtighedsstrategi, der fordrer, at vi mindsker vores klimaaftryk, og vi ved, at selv små ændringer kan gøre en stor forskel. Vi håber, at initiativet her vil skubbe på en bevægelse i branchen, hvor vi benytter grønnere produktionsmetoder og materialer, siger Christian Mouroux Pedersen, der er bæredygtighedschef hos IKEA Danmark.

Skiftet fra fossilbaserede til biobaserede limløsninger vil ske trinvis. Målet er, at hovedparten af IKEAs fabrikker anvender biobaseret lim inden 2030.

Fremstillet af majsstivelse

I Kazlu Ruda i Litauen anvender den første IKEA fabrik allerede biobaseret lim fremstillet af store mængder teknisk majsstivelse*. Dette er resultatet af flere års innovation og indsats for at finde alternativer til fossilbaseret lim.

Sideløbende med dette gennemføres der flere forsøg med andre typer af biobaseret lim. For at kunne overgå til 100 % biobaseret lim lancerede IKEA for nyligt et acceleratorprogram, hvor nye limløsninger skal testes med eksterne partnere.

- Der ligger et stort arbejde bag, og vores test og udvikling af nye, miljøvenlige limtyper fortsætter. Sammen med et øget brug af genbrugstræ og en stræben efter 100 % vedvarende energi i produktionen, er indfasningen af biobaseret lim en milepæl på vores rejse mod at gøre vores produkter mere bæredygtige, siger Christian Mouroux Pedersen.

*Teknisk stivelse er fremstillet af industrielt dyrkede planter, der er adskilt fra fødekæden.

Emner

Kontakt

Rikke Andersen

Rikke Andersen

Pressekontakt Pressechef Mediehenvendelser om IKEA som virksomhed 50762978
Pressevagt

Pressevagt

Pressekontakt Mediehenvendelser om IKEA som virksomhed +45 25 19 54 31
Lizanette Holm

Lizanette Holm

Pressekontakt Kommunikationschef +45 25195371

IKEA Danmark

At skabe en bedre hverdag for de mange mennesker – det er IKEAs vision. Vores forretningsidé er at tilbyde et bredt sortiment af funktionelle og veldesignede produkter til boligindretning til priser, der er så lave, at så mange mennesker som muligt har råd til at købe dem. Det er den centrale idé bag alt, hvad IKEA laver – fra produktudvikling og indkøb til de metoder, vi bruger for at sælge vores produkter i IKEA varehuse verden over.