Pressemeddelelse —
Ny IKEA-undersøgelse: Danskerne kæmper med rodet i hverdagen
Hverdagen har det med at lægge sig i bunker på køkkenøen, i entréen og på stolen i soveværelset. Svar fra mere end 2.000 danskere viser, at rod ikke kun handler om ting uden fast plads, men også om ro, overskud og det hjem, vi gerne vil vise frem.
Vi kender det alle sammen. Opladeren er væk igen. Nøglerne lå lige dér. Der er en bunke med ting, som ingen helt ved, hvor hører til. Og selvom 77 pct. af danskerne mener, at det er vigtigt at have et organiseret hjem, ender hverdagen ofte med at rode lidt mere, end vi havde tænkt os.
Det genkendelige billede går igen i en ny undersøgelse foretaget for IKEA. I mange år har IKEA besøgt danskere i deres hjem for at blive klogere på, hvordan hverdagen faktisk leves. Her er rod, opbevaring og organisering en tilbagevendende udfordring, og derfor har IKEA nu undersøgt nærmere, hvad der ligger bag.
Undersøgelsen viser, at vi gerne vil have ro og orden derhjemme, men så rammer hverdagen. 47 pct. har ting i hjemmet uden en fast plads, danskerne bruger i gennemsnit 25 minutter om ugen på at lede efter ting, og hver tredje køber ofte eller af og til ting igen, fordi de ikke kan finde dem derhjemme. Samtidig viser undersøgelsen, at mange oplever, at de rydder mere op end andre i husstanden, og at vi ikke kun leder efter vores egne ting, men også hinandens.
IKEA har spurgt danskere på tværs af køn, alder og landsdele, og undersøgelsen peger på, at rod ikke kun handler om praktiske løsninger, men også om følelsen af overblik og ro i hjemmet.
- Undersøgelsen giver et tydeligt billede af danskernes liv derhjemme anno 2026. Hjemmet skal kunne mere end tidligere, og samtidig stræber mange efter ro, overblik og orden i hverdagen. Men når tingene ikke har en fast plads, og opbevaringen ikke følger med familiens rutiner, opstår rodet hurtigt. Derfor handler god indretning ikke kun om skabe og kasser, men om at skabe løsninger, der passer til det liv, der faktisk leves i hjemmet. Det er også grunden til, at vi i IKEA nu sætter ekstra fokus på opbevaring og organisering i det kommende år, siger Henriette Ekholm, indretningschef i IKEA Danmark.
Vi gemmer hverdagen væk
Rod handler ikke kun om det, der ligger i en bunke på køkkenøen. Undersøgelsen viser, at 45 pct. ofte eller af og til tænker over, hvad andre synes om deres hjem, og at 77 pct. i en eller anden grad gør sig tanker om det. Samtidig gemmer næsten hver tredje ting væk, når de får gæster.
- Det siger noget om, hvor tæt hjemmet er forbundet med vores identitet og følelsen af overskud. De fleste vil gerne åbne døren til et hjem, der føles roligt og indbydende, men hverdagen er sjældent så ryddelig, som vi drømmer om den skal være. Derfor handler god opbevaring ikke kun om at skjule ting, men om at skabe et hjem, hvor der er plads til både livet, rodet og de mennesker, der bor der, siger Henriette Ekholm.
Giv rodet et hjem
For Henriette Ekholm er pointen ikke, at hjemmet skal være ryddet hele tiden. Hverdagen må gerne kunne ses. Men de ting, der igen og igen ender i rodeskuffen, i entréen eller på stolen i soveværelset, har ofte brug for et bedre sted at lande.
- Mit bedste råd er at se på, hvor rodet faktisk opstår. Ofte fortæller bunkerne os noget om, hvor hjemmet mangler en funktion. Hvis tasker, ledninger eller papirer altid lander det samme sted, er det måske dér, de skal have en fast plads, siger Henriette Ekholm.
Det behøver ikke være en stor oprydning. Ofte er det de små faste pladser i hverdagen, der gør forskellen.
- Det kan være en kurv til de løse ting i stuen, et sted til opladere og nøgler i entréen eller en skuffe til de papirer, der ellers flytter rundt fra bord til bord. Det handler ikke om at skabe et perfekt hjem, men om at gøre tingene nemmere at finde, bruge og lægge tilbage igen, siger Henriette Ekholm.
Det viser undersøgelsen
Vi vil have ro og orden
77 pct. af danskerne mener, at det er vigtigt at have et organiseret hjem, og 66 pct. oplever, at deres hjem generelt er godt organiseret. 89 pct. siger, at orden giver ro, og 90 pct. synes, det føles godt at have gennemført en større oprydning i hjemmet.
Hverdagsrodet mangler ‘et hjem’
47 pct. har ting i hjemmet, som ikke har en fast plads. Blandt familier med babyer og førskolebørn gælder det 66-68 pct.
Alle føler, de rydder mest op
49 pct. mener, at de rydder oftere op end andre i husstanden. Blandt familier med skolebørn og teenagere gælder det 66 pct.
Partneren bliver hjemmets søgemaskine
25 pct. oplever, at deres partner dagligt eller ugentligt beder om hjælp til at finde noget. 23 pct. leder oftest efter ting, partneren ikke kan huske, hvor er lagt.
Rod koster både tid og penge
Danskerne bruger i gennemsnit 25 minutter om ugen på at lede efter ting. Hver tredje køber ofte eller af og til ting igen, fordi de ikke kan finde dem derhjemme.
Børnefamilierne bruger mest tid på rodet
Børnefamilier bruger næsten 25 minutter om dagen på oprydning og omkring 30 minutter om ugen på at lede efter ting.
Vi gemmer hverdagen væk
77 pct. tænker i en eller anden grad over, hvad andre synes om deres hjem, og 32 pct. gemmer ting væk, når de får gæster.
Vi mangler ikke kun plads
54 pct. peger på for mange ting som en af de største udfordringer ved at holde orden. 43 pct. peger på pladsmangel, mens 40 pct. har svært ved at skille sig af med ting.
Kælder og loft bliver rodets venteværelse
23 pct. synes, at opbevaringsrum, kælder eller loft er sværest at organisere. 32 pct. gemmer ting, de ikke nænner at smide ud, i kælderrum.
Emner
Kategorier
Regions
Hos IKEA ønsker vi at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker. Det gør vi ved at tilbyde veldesignede og funktionelle produkter til hjemmet til priser, så flest muligt har råd til dem.
IKEA Danmark er en del af Ingka Group, som er den største IKEA franchisetager. IKEA åbnede det første varehus i Danmark i 1969, og driver i dag seks varehuse, e-handel og flere Plan and order Points. I mere end 50 år har IKEA Danmark arbejdet for at gøre godt design og smarte løsninger tilgængelige for de mange danskere.