Gå til indhold
Carla Mickelborg under optagelserne til Viaplay-programmet 'Hvem vinder hjem' i et IKEA varehus.

Pressemeddelelse —

Nyt Viaplay-program med Carla Mickelborg rykker ind i IKEA Gentofte

IKEA Gentofte danner ramme om det nye boligprogram Hvem vinder hjem, som optages i varehuset den 28. og 29. oktober. Kunderne kan opleve optagelserne på tæt hold og være med til at afgøre, hvilket af to vidt forskellige bud på et nyt bryggers der skal blive til virkelighed hjemme hos et par fra Farum.

Det er ikke kun møbler og kødboller, kunderne kan opleve i IKEA Gentofte den 28. og 29. oktober. Her rykker kameraer, vært Carla Mickelborg og deltagere nemlig ind i varehuset, når et afsnit af det nye boligprogram Hvem vinder hjem skal optages.

Hvem vinder hjem er et nyt boligunderholdningsformat, som er udviklet i samarbejde mellem IKEA, Laud People og Viaplay. Programmet tager udgangspunkt i en situation, mange kender: Hvad sker der, når to mennesker deler hjem, men ikke nødvendigvis smag og boligdrømme?

I IKEA Gentofte er det Anna og Sikker Rosendal fra Farum, der bliver sat på prøve. Hjemme hos dem er særligt bryggerset blevet et tilbagevendende diskussionsemne. Anna vil gerne have mere opbevaring og plads til de ting, hun helst ikke skiller sig af med. Sikker er mere tilbøjelig til at rydde ud – og har efter eget udsagn efterhånden givet lidt op.

Fælles er de dog om én ting: Bryggerset trænger til en forandring. Udfordringen er at blive enige om, hvilken forandring der skal til.

– Vi kommer tit til at diskutere det her rum. Vi har begge to lyst til at lave det om, men vi kan ikke rigtig blive enige om hvordan, siger Sikker Rosendal.

Kunderne får det sidste ord


I programmet får Anna og Sikker Rosendal 24 timer til hver især at indrette deres egen version af bryggerset midt i IKEA Gentofte. Undervejs får de hjælp fra et hold af IKEA medarbejdere med ekspertise inden for indretning og håndværk.

En af dem er indretningsekspert Sandra Gøthler, som glæder sig til at se de to forskellige idéer til bryggerset tage form.

– Anna og Sikker er enige om, at bryggerset trænger til en forandring, men ikke helt om, hvordan den skal se ud. Det bliver sjovt at hjælpe dem med at omsætte hver deres idé til gode løsninger, som samtidig skal fungere i en hverdag, de er fælles om. Og så bliver det spændende at se, hvilket bryggers kunderne i sidste ende foretrækker, siger Sandra Gøthler.

For det bliver hverken Anna eller Sikker Rosendal, der får det sidste ord. Det gør kunderne. De kan nemlig stemme på det bryggers, de helst vil sende hjem til parret.

Det bryggers, der får flest stemmer, bliver efterfølgende bygget op hjemme hos Anna og Sikker.

Hvem vinder hjem får premiere på Viaplay i 2027 og kan ses på TV3 og streaming. Der optages seks afsnit – ét i hvert af de seks danske IKEA varehuse, hvor seks forskellige danske par med forskellige ønsker til indretningen bliver sat på prøve.

Relaterede links

Emner

Kategorier

Regions


Hos IKEA ønsker vi at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker. Det gør vi ved at tilbyde veldesignede og funktionelle produkter til hjemmet til priser, så flest muligt har råd til dem.

IKEA Danmark er en del af Ingka Group, som er den største IKEA franchisetager. IKEA åbnede det første varehus i Danmark i 1969, og driver i dag seks varehuse, e-handel og flere Plan and order Points. I mere end 50 år har IKEA Danmark arbejdet for at gøre godt design og smarte løsninger tilgængelige for de mange danskere.

Kontakt