Pressemeddelelse —
Nyt Viaplay-program med Carla Mickelborg rykker ind i IKEA Odense
IKEA Odense danner ramme om det nye boligprogram Hvem vinder hjem, som optages i varehuset den 7. og 8. oktober. Kunderne kan opleve optagelserne på tæt hold og være med til at afgøre, hvilken af to vidt forskellige stuer der skal blive til virkelighed hjemme hos et par.
Det er ikke kun møbler og kødboller, kunderne kan opleve i IKEA Odense den 7. og 8. oktober. Her rykker kameraer, vært Carla Mickelborg og deltagere nemlig ind i varehuset, når et afsnit af det nye boligprogram Hvem vinder hjem skal optages.
Hvem vinder hjem er et nyt boligunderholdningsformat, som er udviklet i samarbejde mellem IKEA, Laud People og Viaplay. Programmet tager udgangspunkt i en situation, mange kender: Hvad sker der, når to mennesker deler hjem, men ikke nødvendigvis smag og boligdrømme?
I IKEA Odense er det Kathrine og Mark Nørgreen Abildskov, der bliver sat på prøve. Kathrine vil have en enkel og børnevenlig stue, hvor der ikke er for meget, der kan gå i stykker eller skal passes på. Mark savner derimod farver, træ, personlighed og ordentlige møbler – og drømmer blandt andet om en vinylafspiller.
Kathrine beskriver selv Marks stil som ”hippie” og er en smule nervøs for, hvad der sker, hvis han får helt frie hænder.
– Jeg tør ikke helt slippe Mark fri. Han kan synes, at væggen skal være grøn i dag, og om to måneder skal den være orange. Jeg er bange for, at vi så skal lave ny indretning hver fjerde måned, siger Kathrine Nørgreen Abildskov.
Kunderne får det sidste ord
I programmet får Kathrine og Mark Nørgreen Abildskov 24 timer til hver især at indrette deres egen version af stuen midt i IKEA Odense. Undervejs får de hjælp fra et hold af IKEA medarbejdere med ekspertise inden for indretning og håndværk.
En af dem er indretningsekspert Sandra Gøthler, som glæder sig til at se de to forskellige idéer til stuen tage form.
– Kathrine og Mark har ret forskellige ønsker til deres stue, og det bliver sjovt at hjælpe dem med at føre hver deres idé ud i livet. Opgaven bliver samtidig at skabe to bud, der på hver sin måde kan fungere for dem begge og deres hverdag som familie. Jeg glæder mig til at se, hvordan de griber det an, og hvilken stue kunderne i sidste ende foretrækker, siger Sandra Gøthler.
For det bliver hverken Kathrine eller Mark Nørgreen Abildskov, der får det sidste ord. Det gør kunderne. De kan nemlig stemme på den stue, de helst vil sende hjem til parret.
Den stue, der får flest stemmer, bliver efterfølgende bygget op hjemme hos Kathrine og Mark.
Hvem vinder hjem får premiere på Viaplay i 2027 og kan ses på TV3 og streaming. Der optages seks afsnit – ét i hvert af de seks danske IKEA varehuse, hvor seks forskellige danske par med forskellige ønsker til indretningen bliver sat på prøve.
Related links
Kategorier
Hos IKEA ønsker vi at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker. Det gør vi ved at tilbyde veldesignede og funktionelle produkter til hjemmet til priser, så flest muligt har råd til dem.
IKEA Danmark er en del af Ingka Group, som er den største IKEA franchisetager. IKEA åbnede det første varehus i Danmark i 1969, og driver i dag seks varehuse, e-handel og flere Plan and order Points. I mere end 50 år har IKEA Danmark arbejdet for at gøre godt design og smarte løsninger tilgængelige for de mange danskere.