Gå til indhold
Ja, vi tror på enhjørninger

Blogindlæg -

Ja, vi tror på enhjørninger

Enhjørningerne, de magiske virksomheder, der opnår en værdi på over 1 mia. kr., er der for få af i Danmark, og det skal vi have ændret.

De har sammen med de børsnoterede danske it-virksomheder en samlet vurdering på omkring 70 mia. kr. Kun ca. 20% af selskaberne har dog fået kapital fra danske ventureselskaber, og flere af dem er flyttet til udlandet, fordi de ikke kunne skaffe kapital i Danmark.

En virkelighed, der uheldigvis flytter vækst, innovation og arbejdspladser væk fra Danmark, og som sagtens kan undgås, hvis man målrettet går efter at skabe det rette miljø for disse virksomheder.

Vi tror i IT-Branchen på, at vi kan skabe flere enhjørninger, der bliver i Danmark, og vi vil arbejde på at nedbryde de barrierer, der er, for at kunne skaffe kapital til it-virksomhedernes globale væksteventyr.

I dag findes der gode muligheder for at helt nystartede virksomheder får starthjælp og støtte i Danmark, men vi har ikke et økosystem, der hjælper dem, der allerede er etablerede, og som har brug for en større kapitalindsprøjtning til at internationalisere deres forretning. Det skal vi have opbygget.

Vi tror også på deleøkonomien
Ifølge EU-kommissionen rundede deleøkonomien i EU 200 milliarder i 2015, hvilket er en fordobling i forhold til 2014, og samtidig en tyk understregning af, at deleøkonomien har slået rod og er blevet hverdag overalt i Europa.

Desværre må vi også konstatere, at deleøkonomiens fulde potentiale langt fra er indfriet, da uhensigtsmæssige reguleringer og forældede love skræmmer investorer og innovative virksomheder i at investere i EU.

Vi mener, at politikerne i højere grad skal lovgive for vores børn og deres fremtid, og ikke for at beskytte gamle brancher, der jo netop kan løftes og udvikles sammen med de nye spillere.

Så lad os lære af de gode eksempler, der allerede findes, og få de danske politikere til gå forrest i den digitale omstilling og lovgivning om samme. IT-Branchen er klar til at byde ind og hjælpe, så der kommer øget vækst ud af mødet mellem det etablerede og det nye.

Vi tror på it i folkeskolen
Det er ikke bare i forhold til deleøkonomi, at vi ser en ny virkelighed. Verden er ved at forandre sig radikalt og i en sådan grad, at man taler om en ny digital revolution, der grundlæggende vil ændre verden, som vi kender den i dag.

I en sådan verden er det altafgørende, at vi ruster vores børn til at kunne forstå, tænke og skabe i en digital økonomi.

Vores vision er, at få børn og unge til at tænde på teknologi og it – og at gøre it til en del af den almene dannelse i folkeskolen.

IT-Branchen har derfor sammen med en række medlemsvirksomheder og i tæt samarbejde med kommuner, Styrelsen for IT- og Læring samt Coding Pirates skabt Coding Class, hvor et antal sjetteklasser over et år, vil få it som fag i skolen.

Coding Class er allerede i gang, men vi søger flere partnere, der deler vores vision, og som gerne vil biddrage til at give vores børn og unge den nødvendige digitale ballast. Du kan læse mere om et Coding Class partnerskab vores hjemmeside.

Og vi ved, at vores aktive medlemmer gør en forskel
Som branche kan vi også tillade os at kigge tilbage på et travlt og succesfuldt første halvår af 2016.

Året startede med en ny udbudslov, som mange af vores medlemmer aktiv har været med til at påvirke og forbedre. Et klart bevis på, at vi i den grad tages med på råd og aktivt kan påvirke lovgivningen og rammerne for vores branche.

Samtidig er mange af vores medlemmer aktivt gået ind i erhvervsdigitaliseringen, og vi har med flere erhvervsrettede arrangementer vist over 3.000 virksomheder, hvordan de kan digitalisere deres forretning på forskellige områder.

Sidst men ikke mindst har jeg igen i år været imponeret over, hvordan vi bl.a. på Folkemødet brænder igennem og får flyttet holdninger.

Et engagement og en gennemslagskraft fra medlemsvirksomhederne, vi kan være stolte af, da det er med til at flytte ikke bare branchen, men også hele samfundet i den rigtige retning.

God sommer!

Cecilia Bonefeld-Dahl
Formand for IT-Branchen

Emner

Kategorier

Kontakt

Rune Fick Hansen

Rune Fick Hansen

Pressekontakt Kommunikationschef +45 27 83 90 38
Mette Lundberg

Mette Lundberg

Pressekontakt Direktør for Politik & Kommunikation +45 27 16 13 80

Om IT-Branchen

IT-Branchen er en af Danmarks største brancheorganisationer for it- og televirksomheder. Vi har eksisteret siden 1917 med blot få medlemmer dengang - nu favner vi mere end 800, og sidste år bød vi velkommen til mere end 100 nye medlemmer.

IT-Branchen
Slotsholmsgade
1217 København K
Denmark