Pressemeddelelse —
AI ændrer arbejdsmarkedet - nye tal viser en markant stigende efterspørgsel efter it-kompetencer i hele Danmark
Ny analyse viser en ekstremt stigende efterspørgsel efter it-kompetencer i hele det danske arbejdsmarked. Særligt tre kompetencer driver udviklingen.
Det danske it-jobmarked vokser igen, men det er et helt andet arbejdsmarked end for bare få år siden, og det er ikke alle profiler, der er lige eftertragtede.
Det viser en netop udgivet analyse fra IT-Branchen. Analysen er baseret på jobopslag fra Jobindex i perioden fra første kvartal 2007 til og med fjerde kvartal 2025.
”Vi er på ingen måde overraskede over, at vores nye tal viser en markant stigende efterspørgsel efter it-kompetencer i hele Danmark,” forklarer Natasha Friis Saxberg, CEO i IT-Branchen og uddyber: ”Faktisk viser tallene, at alene fra 2024 til 2025 er antallet af jobopslag steget med over 23,6 procent. It er i dén grad blevet fundamentet for så godt som alle aspekter af både den private og offentlige sektor,”

Den markante stigning kommer efter to år med opbremsning i efterspørgslen på it-kompetencer i 2023 og 2024. Stigningen fra 2024 til 2025 på ikke mindre end 23,6 pct, viser, at de danske virksomheder nu igen i den grad øger rekrutteringsaktiviteten inden for it.
Samtidig er det samlede niveau dog fortsat lavere end i 2021-2022, hvor efterspørgslen toppede, og it-jobmarkedet var overophedet.
Efterspørgslen efter AI-kompetencer i voldsom vækst
Analysen viser også, hvordan næsten halvdelen af efterspørgslen efter it-kompetencer er nu koncentreret inden for særligt tre områder. De tre områder er sikkerhed, AI og cloud.
“De nye tal viser, at efterspørgslen på bl.a. AI-kompetencer buldrer frem, faktisk er det den kompetence af alle, der procentuelt stiger mest fra 2024 til 2025,” forklarer Natasha Friis Saxberg.

I dag søger de danske virksomheder i stigende grad efter medarbejdere, der kan være med til at beskytte virksomheden mod cyberrisici, understøtte skalering i cloudmiljøer, omsætte data til forretningsværdi og muliggøre anvendelsen af AI i praksis. Samtidig fylder klassiske drifts- og infrastrukturfunktioner relativt mindre i opslagene.
Alt i alt er det data, der peger på, at vores it-jobmarkedet ikke blot er ved at blive genoprettet, men faktisk gennemgår en større strukturel forandring. Vi ser mod et arbejdsmarked, hvor efterspørgslen forskydes mod mere specialiserede it-kompetencer.
Et ændret arbejdsmarked kræver ændrede uddannelser
I IT-Branchen har vi længe råbt højt om, at det er nødvendigt at øge optaget på it-uddannelserne. Men det er ikke nok blot at sluse flere ind på uddannelser, understreger de nye tal:
”Uddannelserne skal følge med udviklingen og sikre, at de studerende bliver i stand til at arbejde kvalificeret og ansvarligt med AI,” påpeger Natasha Friis Saxberg og afslutter:

”Hvis vi ikke får flere specialiserede it-kompetencer, risikerer vi at bremse både vækst, innovation og den digitale omstilling i danske virksomheder. Det er et katastrofalt faktum, at selvom behovet for it-kompetencer kun vokser og vokser, så uddanner vi lige slet ikke nok særligt it-specialister. Det føles som at Danmark lige nu er ved at møde op til et maraton iført klipklappere.”
Emner
IT-Branchen - Vi giver dig koden til vækst
IT-Branchen hjælper hver dag vores medlemmer, branchen og samfundet med at vokse.
Vi brænder for at skabe et digitalt samfund for alle. Et samfund i vækst, og hvor Danmark står som et globalt fyrtårn, fordi vi udnytter teknologien til gavn for klimaet, økonomien og det enkelte menneske.
Vi lader ildsjælene hos vores medlemmer sætte retningen for en bedre fremtid. Det gavner Danmark, erhvervslivet, den enkelte borger og vores medlemsvirksomheder.