Pressemeddelelse -
Nyt fællesnordisk initiativ skal styrke cybersikkerheden
De fire centrale nordiske brancheorganisationer for it og teknologi lancerer nu et nordisk initiativ, der skal styrke vores fælles forsvar, digitale modstandskraft og cybersikkerhed.
Danske og nordiske virksomheder bliver ramt af cyberangreb som aldrig før. Antallet af ugentlige cyberangreb mod danske virksomheder er i følge Check Point Technologies f.eks. steget fra 988 til 1.305 på bare et kvartal.
Samtidig vurderer virksomhederne, at et vellykket cyberangreb koster dem mindst 200.000 kr. om dagen og i gennemsnit tager 300 dage at håndtere, hvilket kan ende med samlede omkostninger på mellem 14-60 millioner kr.
”De nordiske lande står også over for en forværret sikkerhedssituation, hvor den geopolitiske og militære situation har ændret sig hurtigt – og hvor især antallet af cyberangreb er stigende. Lige nu opruster vi vores militære kapacitet, men der er brug for mere på den teknologiske front, hvor cybertruslen allerede mærkes. Her er der behov for et tættere samarbejde mellem de nordiske lande. Og det er derfor, vi nu lancerer dette initiativ,” siger Troels Johansen, chefkonsulent i IT-Branchen med ansvar for cybersikkerhed.
Nyt initiativ skal forbedre den digitale modstandskraft i Norden
I takt med at digitalisering og kunstig intelligens fortsætter med at forandre og forme samfund og økonomier, er teknologibranchens betydning vokset – også inden for forsvar og sikkerhed.
På tværs af Norden vender offentlige myndigheder og virksomheder sig da også i stigende grad mod teknologisektoren i forsvarsspørgsmål – som partnere, kunder og regulatorer.
Derfor lancerer de fire største brancheorganisationer indenfor tech i Norden nu et ”Joint Nordic Initiative for Digital Resilience”, der skal bidrage til et mere sikkert digitalt og teknologisk landskab i Norge, Sverige, Danmark og Finland og dermed styrke totalforsvaret og den digitale sikkerhed.
Det nordiske samarbejde skal sikre, at vi:
- Udnytter styrken i teknologisektoren på tværs af de nordiske lande og forbedrer vilkårene for at levere cybersikkerhedstjenester ved f.eks. at gøre drift på tværs af lande lettere.
- Understøtter og fremmer implementering af EU’s og andre sikkerhedslove og reguleringer
- Harmoniserer sikkerhedsprocedurer samt udvikler fælles infrastrukturløsninger.
- Styrker samarbejdet omkring håndtering af cybertrusler for at sikre hurtig og effektiv reaktion.
I første omgang vil brancheorganisationerne i de fire lande etablere en Nordisk Teknologisikkerhedsgruppe med deltagere fra hver af de nationale organisationer. Derudover vil man starte et tættere samarbejde med myndigheder, forsvarssektoren og relevante internationale aktører for at styrke sikkerheden i Norden.
”Vores fælles initiativ skal også ses som en invitation og en opfordring til de nordiske regeringer om, at de skal samarbejde tættere med teknologisektoren, så vi kan stå sammen mod de stigende hybride trusler mod vores digitale infrastruktur i Norden,” udtaler Troels Johansen.
De fire nationale tech-brancheorganisationer bag initiativet er IT-Branchen, TechSverige, IKT Norge og FiCom. Her kan du læse mere om det fælles initiativ ”Joint Nordic Initiative for Digital Resilience”.
Emner
Kategorier
IT-Branchen - Vi giver dig koden til vækst
IT-Branchen hjælper hver dag vores medlemmer, branchen og samfundet med at vokse.
Vi brænder for at skabe et digitalt samfund for alle. Et samfund i vækst, og hvor Danmark står som et globalt fyrtårn, fordi vi udnytter teknologien til gavn for klimaet, økonomien og det enkelte menneske.
Vi lader ildsjælene hos vores medlemmer sætte retningen for en bedre fremtid. Det gavner Danmark, erhvervslivet, den enkelte borger og vores medlemsvirksomheder.