Pressemeddelelse -
Sådan skal Danmark sikre digital suverænitet – IT-Branchens anbefalinger
Hvordan kan Danmark sammen med resten af Europa styrke sin digitale autonomi og gøre sig mindre afhængig af ikke-europæisk teknologi? I et nyt udspil kommer IT-Branchen med anbefalinger og perspektiver.
Tallene taler sit tydelige sprog. 92 % af vestens data opbevares i USA. Europa importerer hele 80 pct. af sin digitale teknologi, og står kun for 7 pct. af verdens investeringer i AI. Knap 70 pct. af Europas marked inden for cloud er domineret af amerikanske virksomheder – og i Danmark stod en lille gruppe større, amerikanske selskaber for hele 87 pct af cloudmarkedet i 2024. Samtidig stiller et ændret geopolitisk landskab nye krav.
Med andre ord: Skal vi styrke vores konkurrenceevne, bevare vores økonomiske og politiske handlekraft, så kræver det handling nu.
Derfor lancerer IT-Branchen nu et nyt udspil med konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark kan sikre sin digitale suverænitet i en ny geopolitisk virkelighed.
"Europa er under pres økonomisk, sikkerhedsmæssigt og teknologisk. I en uforudsigelig verden er det ikke nok, at vi bare ruster op og sikrer os territorialt. Teknologisk afhængighed kan få sikkerhedspolitiske konsekvenser, og derfor er det nu afgørende, at vi også sikrer os digitalt," udtaler Natasha Friis Saxberg, CEO i IT-Branchen.
Vi skal skabe et nyt Europa
Europa skal kunne mere selv. Men hvis Europa skal stå stærkere digitalt, skal vi blive bedre til at innovere, udvikle egne teknologiske løsninger og styrke fundamentet for en robust tech-industri.
Det kræver, at vi i Europa redefinerer vores tilgang og skaber nogle helt andre rammer for den europæiske industri.
”Løsningen er ikke, at vi i Danmark eller Europa lukker os om os selv, men den geopolitiske situation kræver, at vi skal finde en ny balance mellem et digitalt suverænt og samtidigt åbent Europa. Europa skal bygge op, investere mere og kunne mere selv i fremtiden. Samtidig skal vi bevare åbenheden. For som samfund bliver vi rigere og dygtigere af åben samhandel og udenlandske investeringer - og det er desuden afgørende for Europas globale konkurrenceevne, at vi har adgang til den nyeste teknologi," siger Natasha Friis Saxberg og fortsætter:
”Det er vores klare anbefaling, at man så hurtigt som muligt går i gang med at kortlægge vores strategiske sårbarheder. Vi har brug for en vision og en flerårig plan for at realisere den danske digitale suverænitet, som en del af en samlet europæisk suverænitet." fortæller Natasha Friis Saxberg.
Det skal vi konkret gøre
IT-Branchen har derfor udarbejdet en række konkrete forslag, der skal gøre Danmark mindre afhængig af ikke-europæisk teknologi.
Den overordnede anbefaling er, at Digitaliseringsministeriet så hurtigt som muligt:
- Opretter en tværministeriel indsatsgruppe, der har til opgave at sikre fremdrift på agendaen om digital suverænitet, og står for det koordinerende og udførende arbejde.
- Opretter en referencegruppe for digital suverænitet med relevante aktører og virksomheder inden for forsyning, digitalisering og sikkerhed, der skal komme med forslag, bidrag og anbefalinger til indsatsgruppens arbejde.
- Igangsætter arbejdet med at udarbejde en vision for Danmarks digitale suverænitet som en del af en samlet europæisk suverænitet.
Første hastende indsats er at:
- Kortlægge uønskede teknologiske afhængigheder og sårbarheder og tage initiativ til at mitigere dem bedst muligt.
- Igangsætte en analyse, der identificerer Danmarks digitale styrkepositioner og svagheder.
- Formulere forskellige scenarier, herunder en nødplan, samt mitigerende handlemuligheder for relevante alternative scenarier
- Udarbejde en samlet plan for både den første hastende indsats, samt en 3-5-års plan
- Igangsætte en konkret afprøvning af allerede tilgængelig dansk og europæisk teknologi
På længere sigt skal Danmark i samarbejde med EU:
Danmark bør ikke gå enegang med nationale særregler, men bl.a. i regi af det kommende EU-formandskab, tage initiativ til en strategi for digital suverænitet i EU. For skal vi lykkes, så kræver det bl.a. en ny industripolitik, forbedrede rammebetingelser og flere investeringer i tech-virksomheder, herunder:
- Massive investeringer i teknologi
- Genbalancere regulering, administration og innovation.
- Opbygge rammer og vilkår, der udvikler og fastholder europæiske tech-virksomheder.
- Undersøge og understøtte alternativer.
I udspillet kan du læse uddybende om, hvad anbefalingerne dækker over.
Related links
Emner
Kategorier
IT-Branchen - Vi giver dig koden til vækst
IT-Branchen hjælper hver dag vores medlemmer, branchen og samfundet med at vokse.
Vi brænder for at skabe et digitalt samfund for alle. Et samfund i vækst, og hvor Danmark står som et globalt fyrtårn, fordi vi udnytter teknologien til gavn for klimaet, økonomien og det enkelte menneske.
Vi lader ildsjælene hos vores medlemmer sætte retningen for en bedre fremtid. Det gavner Danmark, erhvervslivet, den enkelte borger og vores medlemsvirksomheder.