Gå til indhold
Flyvende luftballoner

Pressemeddelelse -

Uden kapital dør Danmarks og EU's visioner: Et opråb fra IT-Branchen

Danmark har d. 1. juli overtaget EU-formandskabet, og vi står nu med en historisk mulighed for at præge Europas digitale og økonomiske retning. Men det kræver handling – ikke mindst når det gælder adgangen til risikovillig kapital.

Med udspillet Mere Risikovillig Kapital præsenterer IT-Branchen med anbefalinger på seks konkrete områder:

”Mange - også os selv - har påpeget, at vi bør handle nu, hvis vi ikke skal tabe det teknologiske kapløb. Men hvordan? I dette udspil kommer vi med et bud på, hvordan vi faktisk kan skabe en dansk virkelighed, hvor vi kan mere selv. Hvor det bliver lettere at innovere og drive virksomhed i Danmark,” fortæller Natasha Friis Saxberg, CEO i IT-Branchen og fortsætter:

Danmark skal være et forbillede for resten af EU

”Der er ikke brug for flere analyser. Der er brug for handling. Når det gælder om at investere på hjemmemarkedet, så halter Europa halter langt efter USA. Alt for mange unicorns flytter ud af EU og lige nu er kun 4 ud af verdens 50 største unicorns europæiske. Danmark kan og bør være foregangsland i arbejdet med at fremme et fælles europæisk kapitalmarked og fremtidssikre vores digitale konkurrenceevne.”

Forslagene er inspireret af succesfulde og konkrete internationale erfaringer. Anbefalinger skal bidrage til at skabe stærkere vækstvilkår for virksomheder, der vil udvikle ny teknologi og gøre Danmark og Europa mere konkurrencedygtige i det 21. århundrede:

”Hvis vi ikke får omsat vores stærke forskning og dygtige iværksættere til globale løsninger, bliver vi blot forbrugere af andres teknologi. Det er ikke den rolle, Danmark og Europa skal spille.”

Vi har mulighed for at komme helt i front i det teknologiske kapløb, men vi sætter barrierer for os selv og udnytter ikke de muligheder, der er lige foran os:

”Det råber til himlen, at Europas pensionskasser forvalter milliarder, men kun 0,01 % går til vækstkapital. I Danmark alene investerer pensionsbranchen 4.100 mia. kr. af danskernes opsparing. Det er på tide, at vi aktiverer flere af de midler til at skabe den næste generation af danske virksomheder, der skal fremtidssikre Danmark,” forklarer Natasha Friis Saxberg.

De 6 indsatsområder:

  • Styrk kapitalmarkedsunionen i EU og sænk kapitalbeskatningen i Danmark.
  • Aktivér de danske pensionsmidlerne, så en fast procentdel investeres i scaleups og vækstvirksomheder. ATP skal desuden afsætte et nyt milliardbeløb til langsigtede investeringer i danske scaleup og vækstvirksomheder.
  • Skab et europæisk teknologisk kraftcenter ”Innovation Agency for Disruptive Technologies”, der kan tage risici, investere strategisk og accelerere udviklingen
  • Brug de offentlige indkøb som løftestang for innovation og startups med fx krav i udbudsmaterialet. Første offentlige indkøb hos en virksomhed skal fungere som en validering, så andre offentlige myndigheder ikke igangsætter egne procedurer, fx ift. GDPR.
  • Tiltræk og fasthold talent, særligt fra udlandet med en ”tech founder-skatteordning” og fast-track sagsbehandling for udenlandske it- og deep tech-talenter, founders og investorer og deres medfølgende ægtefæller og børn.
  • Forenkling af bureaukrati og regler. Efter princippet om ”1 regel ind, 2 regler ud”, skal der være systematisk regelforenkling. Der skal være desuden være mindre ressourcetungt at bruge både skattekreditordningen og medarbejderaktier.

Bag udspillet Mere Risikovillig Kapital står IT-Branchens Policy Board for Kapital og Iværksætteri.

Emner

Kategorier


IT-Branchen - Vi giver dig koden til vækst
IT-Branchen hjælper hver dag vores medlemmer, branchen og samfundet med at vokse.

Vi brænder for at skabe et digitalt samfund for alle. Et samfund i vækst, og hvor Danmark står som et globalt fyrtårn, fordi vi udnytter teknologien til gavn for klimaet, økonomien og det enkelte menneske.

Vi lader ildsjælene hos vores medlemmer sætte retningen for en bedre fremtid. Det gavner Danmark, erhvervslivet, den enkelte borger og vores medlemsvirksomheder.

Kontakt