Pressemeddelelse -
Hustømrerne A/S styrker ledelsen – Ole Sand Petersen udnævnt til ny administrerende direktør
Bestyrelsen har besluttet at udpege Ole Sand Petersen som ny administrerende direktør. Han tiltræder posten den 25. august 2025 og overtager dermed rollen fra Morten Sort Mouritsen.
Baggrund for ledelsesskiftet
Med etableringen af JBH Entreprise i juni 2025 blev der sat en ny retning for to af JBH Gruppens selskaber: JORTON og Hustømrerne.
Dengang blev det meldt ud, at Lars Peter Jensen overtog posten som administrerende direktør i JORTON, mens Thomas Duedahl tiltrådte som administrerende direktør i JBH Entreprise, et nyetableret ledelses- og administrationsselskab for de to søsterselskaber. For Hustømrerne skete der ikke et skifte i ledelsen – men efter bestyrelsens vurdering er det nu, grundet fortsatte tab på enkelte projekter, nødvendigt at tilføre nye kræfter i direktørposten for at understøtte den fortsatte professionalisering og fremdrift i koncernen.
“Etableringen af JBH Entreprise var første skridt mod at skabe en stærkere og mere professionel koncern. Med Ole på posten i Hustømrerne får vi en direktør, der både kender virksomheden og samtidig kan bidrage med nye perspektiver og stærk ledelseserfaring. Det er et vigtigt skridt i at sikre, at Hustømrerne får fuldt udbytte af den nye struktur,” siger Thomas Duedahl, administrerende direktør i JBH Entreprise.
Om Hustømrernes nye administrerende direktør
Ole Sand Petersen har mere end 25 års erfaring fra både entreprenør- og rådgiverbranchen. Han har i den seneste tid arbejdet tæt sammen med Hustømrerne som ekstern konsulent og kender derfor både virksomheden og projekterne godt. Hans erfaring med projektledelse, kvalitetsstyring og styring af komplekse byggeopgaver matcher de indsatsområder, der netop nu er i fokus i koncernen.
“Jeg ser meget frem til at tage fat på opgaven. Hustømrerne er en traditionsrig virksomhed med stærke værdier, og jeg glæder mig til at bygge videre på dette fundament – i tæt samspil med både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Samtidig ser jeg frem til at udnytte de muligheder, der ligger i den nye fælles koncernstruktur, hvor vi kan skabe bedre styring og stærkere rammer for udvikling,” siger Ole Sand Petersen.
Den samlede ledelsesstruktur i JBH Entreprise
Med udnævnelsen af Ole Sand Petersen er den samlede ledelsesstruktur i JBH Entreprise nu på plads:
- Thomas Duedahl – administrerende direktør, JBH Entreprise
- Lars Peter Jensen – administrerende direktør, JORTON
- Ole Sand Petersen – administrerende direktør, Hustømrerne
For Hustømrerne betyder det et styrket fundament for fremtiden. Med en ny ledelse og en klar forankring i JBH Entreprise står virksomheden bedre rustet til at levere byggeri med kvalitet og ordentlighed – og til at udvikle sig som en del af en stærkere og mere professionel koncern.
Related links
Emner
Regions
Hustømrerne A/S blev grundlagt i 1918 og er i dag en af landets ældste entreprenørvirksomheder med speciale i nybyggeri, renovering og serviceopgaver. Virksomheden er en del af JBH Gruppen, der også omfatter JORTON og Boligbeton. Hustømrerne har hovedsæde i Aarhus og beskæftiger over 250 medarbejdere.