Pressemeddelelse —
JBH Gruppen på vej mod en stærkere og mere robust fremtid
JBH Gruppen reducerede i 2025 sit underskud markant efter et år med omfattende organisatoriske ændringer og styrket projektstyring. Samtidig leverede Boligbeton endnu et solidt resultat, og koncernen forventer et positivt resultat før skat på 15-30 mio. kr. i 2026.
JBH Gruppen forbedrede i 2025 sit samlede resultat markant efter 2024's trecifrede millionunderskud. Koncernens underskud reduceres fra -107 mio. kr. til -65 mio. kr., svarende til en forbedring på 42 mio. kr.
Udviklingen kommer efter et år med målrettet arbejde på at styrke styringsgrundlag, projektledelse og organisation på tværs af koncernens selskaber. Samtidig leverede Boligbeton endnu et positivt resultat og bidrog væsentligt til koncernens samlede udvikling.
JORTON realiserer et underskud på -50 mio. kr. mod -117 mio. kr. året før, mens Hustømrerne forbedrer resultatet fra -27 mio. kr. til -19 mio. kr. Boligbeton leverer et overskud på 26 mio. kr. mod 35 mio. kr. året før.
"Vi er ikke i mål endnu, men vi er kommet et væsentligt skridt videre. 2025 har været et år præget af fortsat konsolidering og organisatorisk udvikling på tværs af JBH Gruppen. Vi har arbejdet målrettet med at styrke vores styringsgrundlag, reducere risici i projektporteføljerne og skabe et mere robust fundament for fremtiden. Det arbejde begynder vi nu at se effekten af," siger Claus Berner, bestyrelsesformand i JBH Gruppen.
Resultatforbedring trods udfordringer fra tidligere år
En væsentlig del af underskuddet i JORTON kan henføres til virksomhedens renoveringssag i Korsør. Samtidig påvirker flere igangværende projekter, der blev igangsat før ledelsesskiftene i JORTON og Hustømrerne, fortsat JORTON og Hustømrernes resultat.
"Vi bærer stadig konsekvenserne af beslutninger og projekter fra tidligere år. Den slags ændrer man ikke på ét regnskabsår. Til gengæld kan vi se, at de projekter, vi driver i dag, er sundere, bedre styret og giver et langt stærkere udgangspunkt for fremtiden. Samtidig vil jeg gerne anerkende den store indsats, som medarbejdere og ledere på tværs af koncernen har leveret gennem året. Det er deres arbejde hver dag, der skaber grundlaget for den udvikling, vi ser nu.” siger Thomas Duedahl, koncerndirektør i JBH Gruppen og administrerende direktør i JBH Entreprise.
Ledelsen vurderer, at de gennemførte og igangværende forbedringer vedrørende styring, risikohåndtering og projektopfølgning allerede har bidraget væsentligt, men fuld effekt forventes først opnået i takt med at yderligere tiltag implementeres, og ældre projekter afsluttes.
Ny koncernstruktur styrker JBH Gruppen
2025 blev også året, hvor JBH Gruppen gennemførte en række væsentlige organisatoriske ændringer med etableringen af selskaberne JBH Entreprise og JBH Ejendomme.
JBH Entreprise er et ledelses- og administrationsselskab, der samler funktioner på tværs af JORTON og Hustømrerne med ansvar for blandt andet økonomi, projektstyring, risikostyring og centrale ledelsesfunktioner.
"JBH Entreprise er etableret for at styrke vores projekter og vores organisation. Vi kan allerede mærke, at det
giver bedre overblik, hurtigere beslutninger og en stærkere understøttelse af driften," siger Thomas Duedahl.
Samtidig etablerede koncernen JBH Ejendomme, som samler ejendomsaktiviteterne på tværs af JORTON og Hustømrerne.
Formålet er at skabe større gennemsigtighed i koncernens balance, tydeligere adskillelse mellem drift og ejendomme samt øget fleksibilitet i forhold til fremtidige investeringer, finansiering og eventuelle frasalg.
"Vi har ønsket en mere enkel og transparent struktur, hvor driftsaktiviteter og ejendomsaktiviteter er adskilt. Det giver os et bedre beslutningsgrundlag og større strategisk frihed i den videre udvikling af koncernen," siger Thomas Duedahl.
Som led i strukturtilpasningen har både JORTON og Hustømrerne gennemført ejendomstransaktioner i årets løb.
JORTON har afhændet datterselskabet JORTON Ejendomme ApS og overdraget sine domicilejendomme til JBH Ejendomme. Transaktionerne har samlet påvirket resultatet positivt med 16 mio. kr. før skat.
Hustømrerne har solgt ejendommen i Aalborg, hvor selskabet fortsat er lejer, samt datterselskabet Katrinebjergvej 117. Samlet har transaktionerne påvirket resultatet positivt med 13 mio. kr. før skat.
De samlede ejendomstransaktioner har således bidraget med 29 mio. kr. til årets resultat før skat.
Boligbeton påvirket af markedsudviklingen
Boligbeton realiserede i 2025 en omsætning på 516 mio. kr., hvilket er et fald på 12,4 pct. svarende til 73 mio. kr. sammenlignet med 2024.
Udviklingen skyldes primært lavere byggeaktivitet og en afdæmpet efterspørgsel i markedet for betonelementer, som har medført færre igangsatte projekter.
På trods af det lavere aktivitetsniveau realiserede Boligbeton et resultat før skat på 26 mio. kr. mod 35 mio. kr. året før. Resultatet er blandt andet understøttet af stabilisering i materialepriser, effektiviseringer i produktionen samt en aktiegevinst på 5 mio. kr.
Boligbeton har fastholdt sin markedsposition og udgør fortsat et stabilt og positivt bidrag til JBH Gruppens samlede resultat.
Forventninger til 2026
Med en solid ordrebeholdning, en styrket organisation og et væsentligt bedre overblik over projektporteføljerne vurderer ledelsen, at fundamentet for en mere robust og lønsom koncern nu er etableret.
JORTON forventer i 2026 en omsætning i niveauet 1.250 mio. kr. og et resultat efter skat på 0-5 mio. kr.
Hustømrerne forventer en omsætning omkring 350 mio. kr. og et resultat efter skat på 0-5 mio. kr.
Begge selskaber har fortsat enkelte projekter fra tidligere år med et lavere indtjeningsniveau end forventet på tilsvarende projekter i dag. Efterhånden som disse projekter afsluttes, forventes effekten af de gennemførte forbedringer at blive mere synlig i resultaterne.
For Boligbeton forventes markedet fortsat at være præget af usikkerhed som følge af geopolitiske spændinger, stigende energi- og råvarepriser samt et generelt afdæmpet investeringsniveau. Selskabet forventer at fastholde sin markedsposition, mens omsætningen ventes at falde omkring 5 pct. i forhold til 2025. Resultatet før skat forventes at ligge i niveauet 15-20 mio. kr.
På koncernniveau forventer JBH Gruppen et samlet aktivitetsniveau på omkring 2,1 mia. kr. og et resultat før skat i størrelsesordenen 15-30 mio. kr.
"Vi er på vej i den rigtige retning. Det kræver fortsat fokus og hårdt arbejde, men fundamentet er på plads, og vi har skabt et langt stærkere udgangspunkt for fremtiden," siger Thomas Duedahl.
Koncernen samlet
- Omsætning: 2.029 mia. kr.
- Resultat: -65 mio. kr.
- Forventning 2026: +15-30 mio. kr.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
JBH Gruppen er en medarbejderejet koncern bestående af nogle af Danmarks mest erfarne bygge- og entreprenørvirksomheder. Vi forener stærke faglige kompetencer inden for byggeri, anlæg, tømrer/snedkerarbejde og betonelementproduktion – og skaber solide, langsigtede løsninger baseret på kvalitet, ansvarlighed og fællesskab.
JBH Entreprise er et nyoprettet selskab under JBH Gruppen, etableret i 2025 med det formål at samle ledelse og administrative funktioner fra JORTON og Hustømrerne i én samlet enhed.