Pressemeddelelse -
Nyt koncept gør det nemmere at indrette med brugte og frasorterede designermøbler
KEEPR er en webshop, der vil hjælpe danskerne med at indrette med omtanke og samtidigt finde nye hjem til brugte og frasorterede designermøbler og boliginteriør. Møbler og interiør, der i jagten på det perfekte er blevet valgt fra.
I Europa bliver der hvert år smidt over 11 millioner tons møbler ud og samtidig oplever mange designbrands at lagre hober sig op med både brugte og frasorterede møbler. Det kan være 2. sorteringsmøbler med en lidt forkert farve, møbler fra tidligere kollektioner, der ikke passer ind i næste kollektions trend eller udstillingsmøbler fra showrooms med let slitage. Dette vil en dansk iværksætter-trio nu lave om på med webshoppen KEEPR. Her kan du på en nem og overskuelig måde finde og købe smukke, brugte og frasorterede designermøbler og dermed være med til at forlænge møblernes levetid.
“Vi ønsker at gøre op med tanken om det perfekte og sætte fokus på skønheden i skønhedsfejl. Skønhed der viser, at møbler har levet et liv – og at der bag hver enkel stol og vase gemmer sig sjæl og omhyggeligt designhåndværk. Målsætningen er at mindske overforbrug ved at sætte flere møbler i cirkulation og give dem chancen for at skabe glæde i folks hjem” - fortæller Per Rajendran, der er medstifter af KEEPR.
Bag KEEPR står iværksætter-trioen Emma Lindroth, Kristine Rønde & Per Rajendran, der alle har baggrund inden for marketing. I flere år har de på første hånd oplevet, hvordan overforbrug er blevet en fast del af virksomheders og forbrugers hverdag til stor skade for miljøet, og det gav dem lyst til at bruge deres kompetencer til at ændre på dette. I Danmark er der en stor interesse for genbrug, men mange mener stadig, at det kan være tidskrævende og besværligt at finde og købe brugte møbler. Dette var startskuddet til KEEPR, som netop er skabt for at gøre det mere overskueligt og lige så nemt at købe brugt som nyt.
KEEPR samarbejder med 15+ kendte danske designbrands, så møblerne kommer direkte fra disse brands, hvilket også giver købere sikkerhed for kvaliteten og ægtheden af møblerne. Udvalget består bl.a. af møbler og bolig accessories fra Fredericia Furniture, FDB Møbler, MENU, Astep, MOEBE, m.fl.. Sortimentet bliver hele tiden udvidet med flere brands og møbler. Læs mere på www.keeprcollective.com.
FAKTA OM KONCEPTET: Designermøbler med sjæl og skønhedsfejl
KEEPR inddeler designermøbler boliginteriør i fire kategorier, så du hurtigt og nemt kan se hvilke slags “skønhedsfejl”, der er tale om:
- Brugt - Møbler med sjæl: Møbler som har haft et tidligere liv, f.eks. fra udstilling eller brugt i andre sammenhænge. Alt efter møblets historie kan det fremstå som helt nyt eller brugt i begrænset omfang.
- 2. Sortering - Møbler med skønhedsfejl: Når møbler produceres kan der forekomme små variationer og afvigelser som et resultat af håndværket. 2. sorterings produkter har typisk mindre uregelmæssigheder i form, farve eller materiale, der oftest ikke kan ses med det blotte øje.
- Extra - Møbler på retur: Møbler der er kommet retur, hvor tidligere emballage kan have været brudt/beskadiget. Eller møbler fra tidligere kollektioner.
- Cirkulære møbler: Møbler skabt efter cirkulære principper, f.eks. produceret af genanvendte materialer og designet med henblik på at genanvendes i fremtiden.
Related links
Emner
- Livsstil
Kategorier
- design
- møbler
- genbrug
- cirkularitet
Regions
- Hovedstaden