Gå til indhold
Kia EV2 under laboratorietests
EV2 føles rolig og kontrolleret på ujævne veje, selv ved høje hastigheder - så bilen opleves raffineret fra første km

Pressemeddelelse -

Kia EV2 sætter ny standard for støjkomfort i B-segmentet for elbiler

Fredericia, den 11. marts 2026 – Kia har haft Noise, Vibration and Harshness (NVH) i centrum for udviklingen af EV2 for at give europæiske kunder en rolig og velkontrolleret kabineoplevelse. Modellen er designet, udviklet, konstrueret og produceret i Europa og bringer et højt niveau af akustisk komfort til segmentet for kompakte elbiler.

I elbiler betyder fraværet af motorstøj fra en forbrændingsmotor, at den maskerende effekt fra benzin- og dieselbiler forsvinder. Dermed bliver vejstøj, vindstøj og højfrekvente komponentlyde mere tydelige og får større betydning for den samlede oplevede kvalitet.

“Elbiler har ændret, hvad kunderne lægger mærke til først. Uden en benzin- eller dieselmotor til at overdøve baggrundsstøj bliver selv små højfrekvente lyde og vibrationer tydelige med det samme,” siger Pablo Martínez Masip, Vice President Product, Brand & Customer Experience hos Kia Europe. “EV2 føles rolig selv ved høje hastigheder, kontrolleret på ujævne veje og konsekvent i hverdagen, så bilen opleves raffineret fra første kilometer.”

Udviklet med fokus på stilhed

Allerede fra de tidlige udviklingsfaser anvendte Kias Research & Development Center numeriske simuleringer med særligt fokus på at minimere vejstøj ved høj hastighed. NVH-tests på dynamometer (dyno) gjorde det muligt at gennemføre præcise og gentagelige målinger i et kontrolleret miljø. Dermed kunne ingeniørerne isolere specifikke frekvenser og implementere målrettede løsninger effektivt. Metoden eliminerer samtidig eksterne faktorer som skiftende vejrforhold og variationer i vejbelægningen.

“Vi betragtede NVH-udviklingen af EV2 som et samlet system,” siger Oliver Jung, Lead Engineer hos Kias Research & Development Center. “Tidlige simuleringer hjalp os med at identificere, hvor vej- og vindstøj kunne påvirke kabinen. Dynotestene gav os derefter reproducerbare data til at validere hver enkelt modforanstaltning. Akustiske dæk, akustisk glas og en optimeret lydpakke arbejder sammen om at holde kabinen rolig og støjsvag – selv ved motorvejskørsel.”

For at reducere vejstøj er EV2 udstyret med akustiske dæk, der er udviklet til at minimere tonale støjgener. Dækkene suppleres af specialudviklede tæpper og støjabsorberende materialer i hjulkasserne, som sænker det oplevede lydniveau. For at reducere vindstøj begrænser akustisk glas i dørene* samt en akustisk forrude i høj grad luftturbulens ved motorvejshastigheder. Det bidrager til et stabilt og behageligt kabinemiljø.

Selvom elmotorer er mere støjsvage end forbrændingsmotorer, kan elbilspecifikke komponenter som inverter og DC/DC-converter generere højfrekvente toner. EV2 håndterer dette gennem en dedikeret lydpakke, der blandt andet omfatter isolering bag instrumentpanelet, en absorber i frunken samt en optimeret bundplade. Samlet reducerer disse elementer overførsel af højfrekvent støj og skaber en harmonisk akustisk oplevelse.

Håndtering af elbilers lyd

Lyddesignet i EV2 understøtter også sikkerhed og brugervenlighed. Bilens advarselslyd til fodgængere informerer andre trafikanter uden at være generende for passagererne. Advarselslyden fra Intelligent Speed Limit Assist (ISLA) er desuden nøje afstemt, så den giver tydelig vejledning uden at blive forstyrrende over tid.

Det bedste fra Kia

Kia EV2 bringer elektrisk mobilitet til B-SUV-segmentet og gør elbiler mere tilgængelige. Den kommer med to batterimuligheder – 42,2 kWh og 61,0 kWh** – giver en forventet rækkevidde på op til henholdsvis 317 og 453 km WLTP (afventer endelig godkendelse***). Med 400V DC-hurtigopladning, 11 kW / 22 kW AC-opladning samt funktioner som EV-ruteplanlægning, Plug & Charge og bi-direktionel opladning understøtter EV2 både bykørsel, længere ture og gør ejerskabet mere bekvemt.

EV2 er Kias kompakte elbil med fleksible bagsæder, der giver god benplads på bagsædet eller op til 403 liters bagagerumsplads. Den er udstyret med en tredobbelt panoramaskærm, OTA-opdateringer og avancerede førerassistentsystemer. Med EV2 demonstrerer Kia, hvordan ingeniørarbejde, udvikling og test kan løfte de akustiske standarder i den kompakte elbilklasse.

Noter til redaktionen

(*) Kun tilgængeligt på GT-Line-varianten.
(**) Standard Range-versionen med 42,2 kWh batteri er i produktion. Long Range-versionen med 61,0 kWh batteri samt EV2 GT-Line går i produktion fra juni 2026.
(***
) Den officielle elektriske rækkevidde afventer endelig homologering.

Emner

Kategorier


Alle ovenstående tekniske data og priser er gældende på tidspunktet for udgivelsen af pressemeddelelsen – og kan blive ændret. Specifikationer og funktioner nævnt i denne pressemeddelelse kan variere afhængigt af land/region.

Kia Import Danmark AS (www.kia.com) er et selskab under Nellemann koncernen (group.nellemann.dk) med hovedsæde i Fredericia, og beskæftiger i dag cirka 40 ansatte. Kias dna er et stærkt design samtidig med en driftssikker kvalitet, som bakkes op af mærkets unikke 7 års garanti (op til 150.000 km – fri km i de første 3 år).

Kias tidlige skridt i forhold til at popularisere elbiler, placerer mærket i spidsen for elektrificeringen af den danske bilpark. Mærket har et bredt modelprogram af elektrificerede bilmodeller, hvilket naturligt medvirker til, at Kia er et af de bedst sælgende elbil-mærker.

Kontakt