Gå til indhold
KommuneKredit lancerer 2025-strategi med bæredygtigt fokus

Nyhed -

KommuneKredit lancerer 2025-strategi med bæredygtigt fokus

Bæredygtighed spiller en væsentlig rolle som én af seks prioriteter i KommuneKredits nye strategi. Foreningen vil integrere bæredygtighed i hele forretningsmodellen, dels for at understøtte medlemmernes – de danske kommuner og regioner – klimaambitioner, dels for at imødekomme investorernes stigende interesse for bæredygtighed.

KommuneKredit er i gang med en transformation, der skal fremtidssikre foreningen som en veldrevet, tilgængelig og bæredygtig finansiel virksomhed, der finansierer lokale investeringer i infrastruktur og bæredygtig omstilling til lavest mulige omkostninger.

Med den nye strategi, der bygger videre på KommuneKredits hidtidige arbejde, bliver der sat yderligere skub i de bæredygtige indsatser på tværs af foreningen – fra udstedelser og kunderådgivning til systemunderstøttelse og rapportering.

Vores medlemmer har høje ambitioner for den bæredygtige omstilling i lokalsamfundene, og samtidig stiger efterspørgslen efter grønne obligationer og bæredygtige investeringer verden over. Det er derfor helt naturligt for os, at vi i den kommende strategiperiode retter yderligere opmærksomhed mod at integrere bæredygtighed i alle dele af vores forretning,"  fortæller administrerende direktør Jens Lundager.

Strategien sikrer mest mulig vækst og udvikling

Ambitionerne i Strategi 2025 er rettet direkte mod medlemmer og kunder. KommuneKredit spiller en vigtig rolle for vækst og udvikling i de danske lokalsamfund. Uanset et projekts størrelse, eller hvor i landet det gennemføres, tilbyder foreningen finansiering til lavest mulige omkostninger og på samme vilkår for alle. Det skaber sammenhængskraft og grobund for, at kommuner og regioner – og i sidste ende den enkelte borger – får mest mulig vækst og udvikling for pengene.

Alle sejl er derfor sat for at skabe fremtidens KommuneKredit – udelukkende til gavn for foreningens kunder. Ud over ambitionen om at integrere bæredygtighed i forretningsmodellen udstikker Strategi 2025 yderligere fem strategiske prioriteter, der sætter retningen for de kommende års omstilling:

  • Den gode kundeoplevelse
  • Sikker og stabil markedsaktør
  • Enkelt og robust IT-fundament
  • Gennemsigtighed og godt omdømme
  • Professionalisering

Læs mere om KommuneKredits Strategi 2025.


Kategorier

Kontakt

Jens Lundager

Jens Lundager

Pressekontakt Administrerende direktør 33697622

KommuneKredit

KommuneKredit er en ganske særlig finansiel virksomhed, der er med til at sikre kommuner og regioner mere lokal værdi for borgernes penge. Til glæde for alle. Hvad enten vi bor i Nørresundby, Nakskov eller på Nørrebro.

Grundlæggende er KommuneKredit en forening. En forening, der gør det muligt for kommuner og regioner at få enkel og hurtig adgang til finansiering af deres projekter. Store som små. Til de lavest mulige omkostninger. På lige vilkår for alle – i hele landet.

Det gælder også, når lokale selskaber og institutioner med en kommunal garanti i ryggen låner penge til alt lige fra museer til kystsikring. Så er vi med.

Sådan har det været helt tilbage siden 1899, hvor KommuneKredit udbetalte det første lån. Og det er ikke at tage munden for fuld, når vi siger, at KommuneKredit siden har spillet en central rolle for det lokale selvstyre og i opbygningen af det moderne danske samfund.

Sådan er det også i dag, hvor vores dedikerede, kompetente medarbejdere rådgiver om og formidler mere end 2.000 årlige lån og finansielle leasingaftaler til alt lige fra leasing af elbiler til hjemmeplejen, indkøb af nye scannere til hospitalerne eller til etablering af fjernvarme ude i det ganske land. Eller til noget helt fjerde.

Men sikkert er det - det er til glæde for alle, for det lokale demokrati og for fremtidens grønne Danmark.

KommuneKredit
Kultorvet 16
1175 København K
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum