Nyhed -

Bæredygtigt fiskeopdræt i Hanstholm

Det første landbaserede fiskeanlæg til Kingfish er nu en realitet. Det ligger uden for Hanstholm og er samtidig det første anlæg, der er bygget i fuldskala i Krügers banebrydende RAS2020™ design.

Der er store forventninger hos firmaet Sashimi Royal til dets nye bæredygtige landbaserede fiskeanlæg. Her vil man opdrætte den eksotiske yellowtail kingfish, som bruges i bl.a. sushi og er særdeles efterspurgt. Anlægget er nemmere at styre og giver større miljøsikkerhed end havbaserede anlæg, og produktionsprisen per kg fisk nærmer sig den i havbaserede anlæg.

– Vi er glade for at være det største bæredygtige fiskeanlæg i Danmark med nærmest ingen påvirkning af omgivelserne. Vi vaccinerer ikke fiskene og vi har selv vores fiskeyngel, så der er fuld sporbarhed. Det er en stor fordel, at RAS2020™ anlægget er kompakt og overskueligt, så vi ikke behøver så stort et areal for at have en stor produktion. Vi forventer at producere op til 1.200 tons kingfish om året, der afsættes i Europa, siger direktør Claus Rom.

Krüger har designet og leveret procesudstyr til RAS2020™ anlægget, der er støttet af Miljøstyrelsen. Anlægget lever op til de skrappe betingelser, der stilles til vandkvalitet.

Banebrydende fiskeopdræt

Havbaserede fiskeanlæg oplever stigende modstand på grund af den miljømæssige påvirkning. RAS2020™ fiskeanlægget gør det i kombination med Krügers kompetencer indenfor spildevand muligt at producere fisk stort set overalt ved at tilpasse udledningen efter de gældende miljøkrav.

Det cirkulære design, hvor vand cirkulerer hele vejen rundt på fiskeanlægget, er sammen med anlæggets flytbare vægge et unikt design, der sikrer stor fleksibilitet i forhold til valg af art og produktionslogistik.

Anlægget består af en inder- og en ydercirkel udstyret med en række tanke, der er adskilt af net, som vandet kan løbe igennem. På den måde skaber man den optimale vandhastighed i forhold til fiskestørrelse i de to tankkredse og det sikrer, at man undgår sedimentation af uønsket materiale.

– Krüger har patent på teknologien, der er banebrydende på flere måder – bl.a. er det udstyret med et komplet spildevandsanlæg, der sørger for, at vandet renses langt bedre og der udledes langt mindre spildevand i havet end fra konventionelle havbaserede anlæg, siger Ole Hermann, der er projektleder hos Krüger.

Cirkulær og kompakt

Anlægget er bygget meget kompakt og bruger ca. 40 pct. mindre areal end traditionelle landbaserede anlæg. Kompaktheden gør, at der kan produceres den samme mængde fisk på den halve plads af, hvad et konventionelt anlæg fylder.

Et avanceret kontrolsystem styrer alle vigtige parametre som eksempelvis ilt, pH, CO2 og temperatur. Sashimi Royals anlæg er designet til et foderforbrug på max. 4.000 kg per dag og en vandtemperatur på 23 grader.

– Vi har bygget anlæg i bl.a. Schweiz med samme teknologi, men det her er langt større og kommer til at danne grundlag for kommende RAS2020™ fiskeanlæg, slutter Ole Hermann.

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale