Nyhed -

Indvielse af Brøndbyvester Vandværk

Når borgerne i Brøndbys 16.000 husstande i dag åbner for vandet, vil det være blødgjort drikkevand der løber ud af hanerne. Det nyrenoverede Brøndbyvester Vandværk er udbygget med det første store blødgøringsanlæg i Danmark, og er det første led i HOFOR's store udrulningsplan om at levere blødgjort vand til alle deres forsyningskommuner i 2024.

Krüger har, i tæt samarbejde med HOFOR, designet og implementeret anlægget for at blødgøre drikkevandet til byens borgere og fremtidssikre vandværket, som siden 2015 har været igennem en større renovering. Chefingeniør i Krüger, Peter Borch, fortæller: - Blødgøringen fungerer på den måde, at vandet bliver blødgjort i tre styk ni meter høje kalkpillekolonner, som fyldes med kvartssand. Når vi pumper vand gennem tankene, tilsættes natriumhydroxid, som bevirker, at kalken sætter sig på sandkornene og får dem til at synke til bunds. Herefter tages kalkpillerne ud og erstattes med nyt sand, og kalkpillerne kan herefter genanvendes, fx til jordforbedring eller som kalktilskud til høns. 

Borgerne er med til at skåne miljøet

Selvom vandet gøres blødere, vil borgerne ikke kunne smage forskel fra det hårde vand - men de vil mærke en forskel på miljø-kontoen. Vands hårdhed (°dH) varierer fra 0 til 30+, og med de teknologier der er brugt til moderniseringen af Brøndbyvester Vandværk, blødgøres vandet fra en hårdhed på ca. 20-24 til ca. 10. Det betyder at borgerne blandt andet vil opleve længere levetid på deres husholdningsapparater og vil skulle bruge en tredjedel mindre sæbe og vaskepulver i dagligdagen.

En del af en større plan

Krüger har stået for bygherrerådgivning, design af anlægget, udbud, tilsyn, leverance af enkelte procesenheder, anlægsstyring samt opstart/indkøring af anlægget i tæt samarbejde med HOFOR. Projektet er efterfulgt af HOFOR’s næste projekt med etablering af blødgøringsanlæg på deres vandværk i Marbjerg, hvor vi også har vundet opgaven som bygherrerådgiver.

Faktaboks
  • Vandværket producerer to millioner m3 drikkevand årligt og leverer vand til 16.000 husstande i Brøndby. (Kilde:HOFOR)
  • Ud over installation af kalkpilleanlægget, er værket desuden blevet forsynet med Coplator™-anlæg til lukket iltning og ny styring, ligesom værket som ekstra sikkerhed desinficerer rentvandet med Trojan UV-anlæg.
  • Brøndbyvester Vandværk er opført i 1964 og renoveret af flere omgange, senest i 1990’erne. 

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • vandværk
  • renseanlæg
  • drikkevand
  • blødgøring

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale