Gå til indhold

Pressemeddelelse

Lars Larsen Group indgår aftale om ny vedvarende energi

Lars Larsen Group har indgået en 5-årig aftale om at købe ny vedvarende energi fra vindmøller til op mod 80% af koncernens danske elforbrug. Den nye vedvarende energi skal komme fra en ny energipark i Danmark.

Det er første gang Lars Larsen Group og de største datterselskaber indgår denne type aftale om ny vedvarende energi. Det sker som led i koncernens arbejde med at reducere sine CO2e udledninger. Gennem det internationalt anerkendte Science Based Targets initiative (SBTi) har Lars Larsen Group forpligtet sig til at reducere udledningerne indenfor scope 1 og 2, som dækker egen drift, med 50,4% inden udgangen af finansåret 2032.

”Som en aktiv og ansvarlig ejer arbejder vi på at nedbringe vores CO2e udledninger. Denne aftale om ny vedvarende energi forventes at dække en meget væsentlig del af vores selskabers forbrug i Danmark,” siger Jesper Lund.

Den 5-årige aftale har Lars Larsen Group indgået med energiselskabet Norlys og betyder, at der gennem Eurowind Energy kan bygges en energipark ved Ammitsbøl Skov i Vejle Kommune, der blandt andet består af 5 vindmøller.

"I Norlys har vi et klart mål om at få mere vedvarende energi ud i stikkontakterne, så vi kan mindske vores afhængighed af fossil energi fra lande, vi ikke ønsker at være afhængige af. Derfor arbejder vi målrettet på at gøre det enkelt for virksomheder som Lars Larsen Group at finde den løsning, der passer til deres energibehov. Når de indgår en langsigtet energiaftale med os, reducerer de ikke bare deres eget klimaaftryk – de er også med til at skabe det økonomiske fundament for nye vindmøller og solceller i Danmark," siger direktør i Norlys’ energiforretning, Mads Brøgger.

5.500 husstande

Aftalen om køb af ny vedvarende energi forventes at dække størstedelen af koncernens energiforbrug i Danmark. Sammenlagt forventer Lars Larsen Group at koncernen vil aftage godt 40% af den kommende energiparks samlede produktion af vedvarende energi fra vindmøllerne. Til sammenligning svarer det til det årlige elforbrug for omkring 5.500 danske husstande.

”Denne nye aftale bakker op om vores grundlæggende værdier om ordentlighed og tage ansvar for den måde, vi driver vores forretning på. Energiparken vil hjælpe os et stort skridt på vejen til at reducere udledninger indenfor vores egen drift samtidig med, at vi aktivt bidrager til etableringen af ny vedvarende energi. Vi ser frem til samarbejdet med Norlys og Eurowind samt til den kommende energipark,” siger Jesper Lund.

Lars Larsen Groups aftale om køb af ny vedvarende energi inkluderer datterselskaberne JYSK, BOLIA, ILVA, Actona Group, SOFACOMPANY og HimmerLand, og den første strøm fra Øster Starup forventes leveret i midten af 2028.

    Lars Larsen Groups SBTi-godkendte klimamål er:

    • Lars Larsen Group forpligter sig til at reducere den absolutte scope 1 og 2 CO2e-udledning med 50,4 % inden 2032 i forhold til basisåret 2022.*
    • Lars Larsen Group forpligter sig til, at 73,2 % af leverandørerne, baseret på emissioner, der dækker indkøbte produkter, varer og tjenester, samt upstream transport, vil have SBTi-godkendte mål inden udgangen af finansåret 2029.
    • Lars Larsen Groups samlede udledninger fordelt på scope 1, 2 og 3:
    • 1,7% Scope 1 og 2
    • 98,3% Scope 3

    * Målafgrænsningen inkluderer udledninger fra arealanvendelse og optag fra bio-baseret råmateriale til energiproduktion.

    Læs mere om Lars Larsen Groups arbejde med bæredygtighed i årsrapporten her.

    Kategorier


    Lars Larsen Group er ejet af Brunsborg familien, efterkommere af JYSKs grundlægger Lars Larsen. Koncernen ejer selskaber inden for en række forskellige forretningsområder, herunder møbler, boligindretning og hotel- og restaurationsbranchen, og er desuden en aktiv investor i aktier, fonde og ejendomme.

    Kontakt