Pressemeddelelse -
Lars Larsen Group justerer sin strategiske retning
Som led i Lars Larsen Groups fortsatte udvikling og vækst, og for at tydeliggøre den betydning, som JYSK naturligt har i koncernen, justeres den måde, koncernen præsenteres på
Fra det nye finansår FY26, der starter den 1. september 2025, ændres den overordnede opdeling af koncernen til fremadrettet at bestå af JYSK og Investeringer. Det betyder rent praktisk, at alle datterselskaber, undtagen JYSK, fremadrettet vil være en del af Investeringer.
Som naturlig konsekvens heraf, ophører Lars Larsen Group Retail med udgangen af august 2025.
Lars Larsen Group Retail blev introduceret i 2022 med tidligere President og CEO for JYSK, Jan Bøgh i spidsen, for at udvikle retail selskaberne i Lars Larsen Group og styrke de synergier der er på tværs af selskaberne med respekt for deres forskelligheder.
Jan Bøgh fortsætter som bestyrelsesformand i selskaberne JYSK, BOLIA og SofaCompany og som medlem af bestyrelserne i ILVA, ScanCom International og SENG. Samtidig indtræder bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg og President og CEO Jesper Lund, også i bestyrelsen i JYSK.
”Vi er glade for, at Jan Bøgh har sagt ja til, at vi kan bevare hans kompetencer i koncernen. Vi vil samtidig gerne benytte lejligheden til at sige alle i Lars Larsen Group Retail en stor tak for deres indsats og de resultater, herunder synergier der er skabt på tværs af datterselskaberne,” siger President og CEO for Lars Larsen Group, Jesper Lund.
Vice President i Lars Larsen Group Retail, Peter Andsager, fortsætter som en del af Lars Larsen Group, og bliver bestyrelsesformand for ScanCom International, SENG og ILVA og medlem af bestyrelserne i JYSK, BOLIA og SofaCompany.
Større fokus på investeringer
Den justerede strategiske retning underbygger også, at Lars Larsen Group i de kommende år forventer at investeringsområdet vil vokse og øge sit bidrag til koncernens indtjening. Investeringsområdet skal bidrage med attraktive afkast gennem langsigtede og ansvarlige investeringer, som laves i samarbejde med gode partnere.
F.eks. gik Lars Larsen Group tidligere i år ind i kapitalforvalteren IIP Denmark, der er stiftet og ejet af PKA, med en milliardinvestering, og så sent som i sidste uge blev et partnerskab med Dalgas om at investere 500 mio. kroner i skovbrug i Baltikum, offentliggjort.
”Vi er sikre på, at vores justerede strategiske retning vil medvirke til en fortsat rigtig god udvikling af koncernen, og vi ser frem til fortsat godt samarbejde med alle i og på tværs af vores koncern med fokus på det aktive og langsigtede familieejerskab i Lars Larsen Group,” siger Jesper Lund.
Emner
Lars Larsen Group er ejet af Brunsborg familien, efterkommere af JYSKs grundlægger Lars Larsen. Koncernen ejer selskaber inden for en række forskellige forretningsområder, herunder møbler, boligindretning og hotel- og restaurationsbranchen, og er desuden en aktiv investor i aktier, fonde og ejendomme.