Pressemeddelelse -

Mellem teknologi og mennesker

Stine Schulz blev træt af manglen på effektive værktøjer til at udvikle og lede mennesker i store organisationer. Derfor sprang hun ud i 2009 ud som iværksætter. Dengang var hun 22 år gammel. Visionen var at skabe noget revolutionerende, der satte mennesket først. 

Da Stine Schulz arbejdede som kundeservicechef hos bl.a. BoConcept undrede hun sig over, at der ikke fandtes effektive digitale værktøjer til at understøtte og måle medarbejdernes tilegnelse af ny viden og kompetencer. Det var trods alt medarbejdernes kompetencer, der skulle sikre resultaterne.


Fra brætspil i Kina til digitale uddannelsesløsninger
Stine Schulz stiftede, efter et par omveje med bl.a. produktion af brætspil i Kina, en virksomhed, som leverede ledelsestræning til blandt andre DONG Energy. Her opstod idéen med at bygge en softwareløsning til at understøtte og forankre træningen – også efter konsulenten havde forladt bygningen. Få måneder senere havde Stine Schulz ansat en dygtig web-udvikler og lanceret en meget simpel digital platform. Herfra tog udviklingen fart, og i september 2014 blev den første version af Learningbank taget i brug hos bl.a. Telia og NaturErhvervsstyrelsen.

Al information direkte på mobiltelefonen
Den første version af Learningbank svarede til mange andre løsninger, som markedet allerede var fyldt med. Men for at kunne levere kompetenceudvikling til kundernes forretningsmæssige behov, blev hele softwaren pillet fra hinanden og bygget forfra i udgangen af 2014. Herefter blev den nuværende udgave af Learningbank lanceret med styring af individuelle medarbejderprofiler, MUS samtaler, kurser og udviklingsplaner, som alt sammen kan tilgås fra mobiltelefon og computer. “Vi har allerede udviklet softwaren meget. Hver ny tilpasning er baseret på ønsker fra vores kunder. Det er det absolut vigtigste for at levere software i dag og i fremtiden”, siger Stine Schulz.

Fra 3 til 20 medarbejdere på et år
Nu er det et år siden Learningbank blev etableret som aktieselskab (i maj 2015), og virksomheden er vokset fra 3 til 20 medarbejdere, som blandt andet betjener Røde Kors, Telia, Emmerys, CHANGE og Novo Nordisk med digital styring af HR, digital læring og kompetenceudvikling. Learningbank har nu nået en omsætning svarende til break-even, og omsætningen stiger fortsat.

Ud over at Stine Schulz selv har investeret alt i virksomheden, har Learningbank også fået en privat investeringsfond med i ejerkredsen. Desuden modtog Learningbank en investering fra Vækstfonden i 2015, som bl.a. har gjort det muligt at udvikle en hel suite af digitale løsninger, som støtter virksomhederne med kompetenceudvikling og HR funktioner.

- Når virksomhederne kommer i gang på vores digitale platform, kan vi måle værdien på flere forskellige måder. Nye medarbejdere bliver hurtigere produktive, fordi de kan starte deres læring, længe før de formelt starter i deres nye job. Service- og vidensniveauet stiger generelt. Ledelsen får større indblik i, hvorfor man når eller ikke når sine mål, og der bliver elimineret en masse unødvendige omkostninger til formålsløse kurser, hvilket måske er den største værdi, hvis du spørger medarbejderne, fortæller Stine Schulz.

Learningbanks bestyrelsesformand vurderer, at der er et stort behov i markedet for digitale løsninger til medarbejderudvikling, selvom behovet i mange tilfælde er uerkendt:

- Vi er lidt i samme situation som f.eks. Navision for 20 år siden eller SiteCore for 10 år siden. Det er et nyt marked, hvor kunderne efterspørger os, men langt fra alle kan sætte ord på deres behov, fortæller Learningbanks bestyrelsesformand, Klaus Jacobsen.

Mere information:
Kommunikationschef Louise Sand, Learningbank: 25 41 20 16
CEO Stine Schulz, Learningbank: 26 12 20 16

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • learningbank
  • e-learning
  • medarbejderudvikling
  • lms
  • e-læring

Learningbank har 20 medarbejdere, som betjener blandt andre Røde Kors, Telia, Emmerys, CHANGE og Novo Nordisk med digital styring af HR, digital læring og kompetenceudvikling. Learningbank er ejet af CEO Stine Schulz samt Sato Holding og fundet af Væktsfonden.

Learningbank softwaren er udviklet for at hjælpe mennesker i alle jobtyper med at styrke de afgørende kompetencer midt i en travl hverdag, fordi vi tror på, at medarbejdere, som udvikler sig, trives bedre og skaber bedre resultater på virksomhedens bundlinje.

Kontakt

Louise Sand

Pressekontakt Communication Manager 25412016

Relateret materiale