Pressemeddelelse -

Nyt delebilkoncept vil ændre danskernes transportvaner

Et nyt dansk delebilkoncept, LetsGo, har store ambitioner om at ændre danskernes transportvaner. Bilen skal i fremtiden være en service, hvor man frit kan vælge mellem en mængde forskellige biler alt efter behov. LetsGo er etableret med udgangspunkt i Københavns Delebiler og Århus Delebilklub, og det forventes inden for et par år at have biler i de fleste større, danske byer.

”Vi har vænnet os til, at vi skal eje vores egen bil, hvis vi skal være mobile. Sådan behøver det ikke at være”, fortæller Bjarke Fonnesbech, direktør i Delebilfonden, der står bag LetsGo. ”Hvis du har egen bil, vil du ofte vælge den – også selvom der faktisk er mere oplagte transportmidler. Som delebilist vil du derimod automatisk overveje, hvad der er smartest: Cyklen, toget eller taxien, en stor bil, en lille bil, en elbil eller måske en kassevogn. Du får flere muligheder og sparer samtidig en masse penge.”

Der er bred opbakning bag til det nye delebilkoncept. Transportminister, Henrik Dam Kristensen, er glad for, at Danmark nu for alvor kommer med på den vækstbølge, som delebilerne de seneste år har redet på i Europa. ”Delebiler er en god løsning, hvor vi tilgodeser miljøet og trængslen i byerne uden samtidig at give afkald på vores mobilitet”.

Københavns Kommune, hvor LetsGo har flest biler, pointerer, at delebilerne har store trængselsmæssige fordele. ”For hver delebil kan vi fjerne et sted mellem 4 og 10 privatejede biler. Det giver os mulighed for at nedlægge parkeringspladser. I stedet for kan vi give cyklisterne bedre forhold og skabe mere liv i byen med gode byrum ”, siger Ayfer Baykel, Teknik og Miljøborgmester i Københavns Kommune.

I Århus kommune, som var en af de første byer med delebiler, understreger man at delebiler er et af elementerne i gentænkningen af virksomheder og borgernes transportvaner. Borgmester Jacob Bundsgaard siger: ” Vi hilser det nye delebilkoncept velkommen. Vi ved, at jo flere der kører i delebil, jo færre biler er der byen. Samtidig ved vi, at kunderne kun bruger delebil på enkelte dage, og at de anvender cykler eller bruger kollektiv trafik andre dage. I Skejby er virksomhederne også i gang med delebilsprojekter, hvor delebilen kan dække både firmakørsel og privatkørsel” Ayfer Baykal skal senere i dag være med til at lancere det nye koncept ved en event, hvor P-pladser dækket af et grønt græstæppe er inddraget til gadefest.

Event: Torsdag d. 29 marts kl. 15-18. Ahornsgade 15-23, København.'

Related links

Emner

  • Energispørgsmål

Kategorier

  • byliv
  • delebil
  • lej en bil
  • lån en bil

LetsGo er et delebilkoncept med biler i København, Århus, og Greve. LetsGo er etableret med udgangspunkt i Københavns Delebiler og Århus Delebilklub, og udbydes af Delebilfonden, der står for al drift og administration. Vi forventer inden for den kommende tid at udvide med lokalafdelinger i Herning og Odense, og arbejder på at have delebiler i alle større danske byer indenfor et par år. Melder man sig ind i LetsGo har man adgang til alle vores biler.

Kontakt

Bjarke Fonnesbech

Direktør Presse, Delebilsordning, LetsGo, Samarbejder 22388080

Relateret materiale