Gå til indhold
René Jensen, Salgsdirektør Lindab A/S
René Jensen, Salgsdirektør Lindab A/S

Pressemeddelelse -

Ripenser bliver forfremmet til salgsdirektør hos Lindab

Ripenser bliver forfremmet til salgsdirektør hos Lindab

42-årige René Jensen, der hidtil har været salgschef hos Lindab, er netop udnævnt til salgsdirektør hos Lindabs Profil-afdeling i Jels. Bæredygtigt byggeri og produktudvikling bliver nøgleområder for direktøren, der kommer til en organisation i fremdrift.

René Jensen er for nylig udnævnt som salgsdirektør hos byggevareleverandøren Lindab efter over 15 års opstigning på den interne karrierestige. Inden den nye rolle som salgsdirektør hos Lindab Profil har den 42-årige ripenser været salgschef samme sted de seneste syv år.

Han ser især frem til at komme endnu tættere på at udstikke retningen for Lindab Profil, som blandt andet fremstiller byggekomponenter i tyndpladestål.

– Jeg glæder mig til at komme mere ind i det strategiske arbejde om, hvor forretningen og salgsarbejdet skal hen. Hidtil har jeg primært været med til at udføre den udstukne retning, mens jeg nu i højere grad sammen med resten af ledelsen skal være med til at udstikke retningen, forklarer René Jensen.

Heino Juhl, der er adm. direktør for Lindab Danmark, ser det som en gevinst for virksomheden, at René Jensen kommer fra en salgschef-rolle, hvor han har haft stor berøring og erfaring med markedet og kunderne.

– Vi oplever en stor interesse for vores produkter og løsninger fra Profil, som vi har ambitiøse vækstplaner for. Det arbejder vi med strategisk, og derfor har vi også brug for en stærkere forbindelse mellem markedet og vores øverste ledelse. I den sammenhæng spiller René en central og betydningsfuld rolle, siger Heino Juhl.

– Det er en stor glæde, at vi internt i Lindab kan udvikle medarbejdere, som har lyst til og talent for at dygtiggøre sig. René har vist dette gennem alle årene, hvor han har taget et enormt ansvar og på samme måde har en helt særlig fornemmelse for markedet og kunderne, hvilket gør ham til en stærk leder og dygtig samarbejdspartner. Det er inspirerende – både for mig og andre, fortsætter han.

Grøn dagsorden er vækstmotor

For René Jensen er der ingen tvivl om, at bæredygtigt byggeri og udvikling af produkter til at understøtte en grøn dagsorden er det vigtigste forretningsområde for den nye salgsdirektør.

– På produktsiden arbejder vi med en masse nyt med blandt andet integrerede solceller i vores tagløsninger, men også med endnu mere energieffektive portløsninger. Vi opererer jo i et professionelt marked, hvor dokumentation af bæredygtighed er højt på dagsordenen. De kommende år bliver et udskilningsløb, hvor aktører, der omfavner bæredygtigt byggeri, får en konkurrencefordel, forklarer salgsdirektøren, der kommer til at indgå i Lindabs danske direktion.

Selvom der er dele af byggeriet, der er ramt af en afmatning lige nu, er det ikke en udvikling, som Lindab oplever i synderlig grad. Ifølge René Jensen er der fortsat gang i mange større byggerier, hvor bæredygtighed er en efterspurgt vare. Den type opgaver fylder det hul, som dele af privatmarkedet har efterladt.

Unik arbejdsplads

Den nyslåede salgsdirektør er i gang med sit 17. år i Lindab-koncernen, og selvom det ikke er uhørt med så lang anciennitet, er det trods alt en blåstempling af virksomheden fra en betroet medarbejder.

– Det er et stort privilegie at få lov til at udvikle sig i den samme virksomhed i mange år, og hvis man rækker ud efter ansvar, bliver du det betroet. Når du udvikler dig, er du mindre tilbøjelig til at søge andre jobs, og det er en del af svaret på Lindabs succes med fastholdelse.

– Samtidig har Lindab en helt særlig kultur som kan være svær at definere og forklare. Den er på en eller anden måde nedarvet, og det er alle medarbejderes fortjeneste, den er der. Mange af mine kollegaer vil helt sikkert sige, at vi er en stor familie, selvom vi er en del af en stor organisation, forklarer René Jensen, der har sin daglige gang hos Lindab i Jels sammen med cirka 110 kollegaer.

Salgsdirektøren bor i Ribe 30 kilometer vest for Jels sammen med hustruen Tina og de to børn Frederik og Clara.

Emner

Kategorier


Om Lindab

Lindab er leverandør til byggebranchen. Produkterne er kendetegnende ved deres høje kvalitet, enkle at montere, energieffektive, miljøvenlige samt at de leveres med et højt niveau af service. Vi producerer ventilationskanalsystemer, tilbehør og løsninger til ventilation og styring af indeklima, tagrender, tag- og vægbeklædning, garage- og industriporte samt stålprofiler til væg-, tag- og bjælkekonstruktioner. Alle produkter er lavet af tyndpladestål. Lindab er en international koncern etableret i 20 lande med ca. 4.500 ansatte. I Danmark er der 525 medarbejdere. Koncernen havde i 2021 en nettoomsætning på SEK 9,166 mio.

Kontakt

Thomas Skjøth Eriksen

Thomas Skjøth Eriksen

Pressekontakt Marketing Projektleder, Lindab A/S +45 73 99 73 35

Lindab er en international koncern som udvikler, fremstiller, markedsfører og distribuerer produkter og systemløsninger, til forenkling af byggeri og forbedring af indeklima.

Lindab er leverandør til byggebranchen. Produkterne er kendetegnende ved deres høje kvalitet, enkle at montere, energieffektive, miljøvenlige samt at de leveres med et højt niveau af service. Vi producerer ventilationskanalsystemer, tilbehør og løsninger til ventilation og styring af indeklima, tagrender, tag- og vægbeklædning, garage- og industriporte samt stålprofiler til væg-, tag- og bjælkekonstruktioner. Alle produkter er lavet af tyndpladestål. Lindab er en international koncern etableret i 20 lande med ca. 5.000 ansatte. I Danmark er der 525 medarbejdere. Koncernen havde i 2022 en nettoomsætning på SEK 12,366 mio.