Gå til indhold
Foto: Oskar Pedersen
Foto: Oskar Pedersen

Nyhed -

Verdens første CO2-neutrale bygning er indviet

For to år siden fik LINK arkitektur til opgave at designe verdens første certificeret CO2-neutrale bygning for supermarkedskæden Lidl. Nu står bygningen klar, og borgerne i Visby, Sverige kan nu handle i bevidstheden om, at deres butik både er historisk og bæredygtig.

Byggeriet er gennemført som et pilotprojekt for en ny CO2-certificering i samarbejde med Lidl og Sveriges Green Building Council. Herfra vil certificeringen være tilgængelig for andre projekter med høje bæredygtighedsambitioner, hvor bygningens livscyklus vil være 100 % CO2-neutral.

”Vores opgave har været at undersøge, hvor langt væk fra en standardbutik, du skal gå, for at opnå et ekstremt lavt CO2-fodaftryk. Vi har analyseret utallige løsninger i samarbejde med de andre aktører, og det har i sidste ende ført til et unikt godt resultat. Vi har lært meget i denne proces, og der er desuden kommet flere nye, bæredygtige materialer på markedet i løbet af projektet, som vil hjælpe de næste bæredygtige byggerier. Vi ser frem til at tage alle vores erfaringer med ind i fremtidige projekter,” siger Andreas Lebisch, som er ledende arkitekt fra LINK arkitektur.

Konceptet for den nye butik i Visby kombinerer flere løsninger for at opfylde certificeringskravene til både nul CO2-udledning og miljøcertificeringen BREEAM-SE Excellent. Butikken er udover betonfundamentet bygget udelukkende af træ med træpaneler, trævægge, træbjælker og trælofter. Bygningen er udstyret med solceller og grønne tagoverflader med planter, græs og urter. Desuden er området omkring butikken designet med økozoner og beplantningsområder, der bidrager til biodiversiteten.

Byggeprojektet har krævet en stærkt helhedsorienteret tilgang, hvor bygherre, arkitekten og entreprenøren har arbejdet tæt sammen gennem hele processen. Gennem omhyggelige beregninger og gennemtænkte valg af materialer, facader, glasoverflader, isolering, solafskærmning og energisystemer, er det således lykkedes at reducere bygningens klimapåvirkning og netto CO2-udslip til et rundt nul.

Den CO2-neutral Lidl i Visby blev indviet den 25. juni 2020.

Emner

Kontakt

Linda Santesson

Linda Santesson

Regionchef Stockholm +46 72 656 41 51

Skandinavisk arkitektur med særlig nordisk nerve

LINK Arkitektur er en af Skandinaviens største arkitektvirksomheder med 500 medarbejdere fordelt på 15 kontorer i Danmark, Norge og Sverige. Vores ydelser dækker alle discipliner inden for arkitektur, indretningsarkitektur, landskab og planlægning. Vores ambition er at skabe arkitektur af høj kvalitet, der sikrer en optimal balance mellem høje miljøambitioner, økonomisk rentabilitet og social bæredygtighed. Hos LINK Arkitektur tør vi tænke stort og ikke lade os begrænse af opgaver, der virker umulige. For os handler det ikke kun om arkitektur. Det handler om at skabe rum for bedre liv.

LINK Arkitektur
Paradisgade 4a
8000 Aarhus C
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum