Pressemeddelelse -
LINK Arkitektur præsenterer markant turnaround i 2021
Den danske del af den skandinaviske arkitekturkoncern, LINK Arkitektur, leverede i 2021 en stigning i bruttofortjenesten på 10 mio. kr. og har farvet røde tal sorte på bundlinjen. Årsagerne til det flotte resultat skal bl.a. findes i øget effektivitet samt nye projekter inden for bolig og sundhed.
LINK Arkitektur Danmark leverer et 2021-regnskab med bruttofortjeneste på 53,7 mio. kr., hvilket er en stigning på 24 pct. i forhold til året før. Omsætningsløftet er skabt med samme antal medarbejdere som i 2020, hvilket dokumenterer en markant mere effektiv drift.
Også årets resultat er signifikant. Regnskabet for 2020 viste et underskud før skat på utilfredsstillende 9,2 mio. kr., hvilket i 2021 er vendt til et overskud på 141.000 kr. Virksomhedens soliditetsgrad er ligeledes vokset fra 16 pct. til 17 pct.
”Vi er særdeles tilfredse med, at det er lykkedes os at løfte omsætningen så markant i 2021 – vel at mærke med samme antal medarbejdere, som har arbejdet både smartere og mere effektivt. Vi er kommet ud af corona som en endnu skarpere arkitekturvirksomhed, blandt andet med en lovende ny satsning på Computational Design under projektnavnet LINK IO”, siger direktør i LINK Arkitektur Danmark, Kirsten Anker Sørensen.
Forventningerne til 2022 er også positive:
”Vi står overfor at rulle vores nye strategi ud på tværs af alle tegnestuer i Skandinavien, hvilket vil skærpe synergien yderligere og styrke vores kompetencer på det digitale område samt ikke mindst inden for klimamæssig, økonomisk og social bæredygtighed”, siger Kirsten Anker Sørensen.
LINK Arkitektur Danmark, nøgletal 2021
Resultat før skat: 141.000 kr. (2020: -9,2 mio. kr.)
Resultat efter skat: 22.000 kr. (2020: -7,2 mio. kr.)
Soliditetsgrad: 17,1 pct. (2020: 16 pct.)
Bruttofortjeneste: 53 mio. kr. (2020: 43 mio. kr.)

Emner
LINK Arkitektur er blandt de førende tegnestuer i Skandinavien – både hvad angår projektantal, medarbejderantal og omsætning.
Med 15 kontorer i Danmark, Norge og Sverige har vi en stærk lokal forankring i hele Skandinavien. Samtidig har vi altid den nødvendige kapacitet og de specialkompetencer, der måtte være behov for i et givent projekt, også ifm. store og komplicerede opgaver. Vi kombinerer lokalkendskab med bredde og dybde.
Udover bygningsarkitektur har vi en bred kompetence inden for urbanisme, landskab, indretning, design og byplan samt BIM, energi og bæredygtighed. Og vi er til enhver tid parate til at give os i kast med både store og små projekter – fra storskala boligudvikling over komplicerede hospitalsbyggerier til bæredygtighedscertificerede skoler og indbydende konferencehoteller. Vi har en meget bred erfaring inden for alle disse projektområder, ligesom vi har en lang tradition inden for byplanlægning, kontorudvikling, idrætsfaciliteter, infrastrukturprojekter og industribyggeri.