Pressemeddelelse -

OPRÅB: Skyd karrieren i gang under uddannelsen - ikke bagefter!

Den offentlige debat omkring uddannelse har længe raseret i medierne. I det ene ringhjørne har vi erhvervsuddannelserne, som på det seneste har oplevet medvind efter mange år i modvind. I det andet ringhjørne har vi de videregående uddannelser, som stormer frem som aldrig før. Behovet for fremgang på erhvervsuddannelserne har lagt en mørk sky over de videregående uddannelser. Det hjælper ikke akademikernes sag, at en del af de nyuddannede har svært ved at finde arbejde, der matcher deres nyerhvervede kompetencer. Det har affødt debatten om, hvorvidt mange akademikere i virkeligheden uddanner sig til arbejdsløshed.

Cand.merc. Lars Marco Andersen har en klar mening om de videregående uddannelsers nødvendighed: “Danmark er et lille land. Hvis vi skal blive ved med at blande os internationalt, er det åbenlyst, at vi har brug for et stærkt videnssamfund”. Han understreger dermed, at de videregående uddannelser ikke må negligeres i den offentlige debat. Der er ikke noget overraskende ved, at Lars Marco vælger at stå på mål for sit eget valg af uddannelse. Han mener dog samtidigt, at det er de studerende selv, der skal tage skæbnen i egen hånd for at få succes i karriereræset. Studieforløbet bliver således til en dannelsesrejse, der gavner den studerende i sidste ende.

Trods Lars Marcos unge alder på 26 år og trods at han først kunne kalde sig kandidatuddannet i sommeren 2017, har karrieren allerede taget fart de sidste fem år. Han valgte at kombinere praksis med den teori, han blev undervist i på universitetet. Det viste sig hurtigt, at det praktiske arbejde også tilførte værdi i forelæsningssalen. Her kunne Lars Marco se den større sammenhæng mellem de obligatoriske tykke bøger og arbejdslivet på den anden side. Opskriften på hans egen succes findes i koblingen af praksis og teori, da begge ting supplerer hinanden. Lars Marco mener, at det er nødvendigt at bevæge sig i dette spændingsfelt for at kunne konkurrere med jævnaldrende og ikke mindst internationale kandidater.

De studerende skal selv tage initiativ

I dag har Lars Marco sin daglige gang som partner i reklamebureauet Apropos Bureau. Vejen dertil startede allerede under hans uddannelse. Her valgte han at grundlægge sin egen online smykkebutik. Det gjorde han dels for at teste sig selv og sin akademiske viden af i praksis men også for at få kendskab i at drive en virksomhed. Oven i at være virksomhedsejer havde han også studiejob hos Bellevue A/S. Her startede han som lagermedarbejder, og han kom derefter over i kundeservice. Senere hen blev han ansat som digital projektassistent. Studiejobbet blev dog lagt på hylden for en stund, da Lars Marco valgte at rykke teltpælene op og flytte til Amsterdam under sit praktikophold hos TravelBird, som var et stort internationalt online rejsebureau.

De studerende skal vise deres sult, allerede mens de er under uddannelse, mener Lars Marco. “Hvis den studerende brænder for sit fag, så vil det være dumt ikke at tage initiativ til at få den praktiske erfaring. Viden opnås, når man kobler teori med praksis og omvendt. Hvad end det er virksomhedssamarbejde, studiejob eller praktik, så er det hele med til at skabe de bedste forudsætninger for den studerendes karriere”.

“Hvis jeg ikke havde skudt gang i min karriere under min uddannelse, stod jeg ikke her i dag. Jeg har gjort mig selv en kæmpe tjeneste ved at tage del i arbejdslivet på et tidligt stadie. Men omvendt havde jeg heller ikke stået her, hvis jeg ikke havde taget min uddannelse. De to ting er afhængige af hinanden”. Der er altså ingen fortrydelse at hente i Lars Marcos beslutninger. Han mener, at han har gjort det helt rigtige.

Men det kan som studerende også være svært at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Derfor er det også op til virksomhederne at gribe bolden og tage imod de studerende med åbne arme. “Man skal som virksomhed se værdien i at tage imod deres viden og kompetencer. Derfor lyder min opfordring også på at oprette studiejobs eller praktikpladser målrettet til de studerende på videregående uddannelser. Udbyttet er til gavn for både virksomheder og de studerende”.

Netværket har haft stor betydning

Det er ikke kun erfaring, der har været afgørende for Lars Marcos karriere. Under sit studiejob mødte han nemlig den nuværende medejer i Apropos Bureau, Mads Mathiasen. Dengang var Mads Mathiasen ansat som marketingchef hos Bellevue A/S, ogdermed blev de to partneres veje krydset, mens Lars Marco stadig var under uddannelse. Den unge studerende havde gjort et indtryk, der senere skulle vise sig at sætte skub i hans karriere.

“Lars havde et drive, et gåpåmod og en frisk tilgang til problemløsning, der imponerede en garvet rotte som mig. Foruden det havde han også erfaring. Jeg vidste bare, at ham skulle jeg have med, hvis jeg nogensinde skulle blive selvstændig”, udtaler Mads Mathiasen. Lars Marco lægger heller ikke skjul på, hvad det har betydet for ham at skabe sit eget netværk. “Det er hvad, jeg vil kalde effekten af et godt netværk. De mennesker, du møder på din vej, kan vise sig at ændre dit liv. Det lyder meget kliché, men det er sandt. Det er jeg beviset på”.

Lars Marco tilkendegiver, hvad han mener er de tungtvejende faktorer som nyuddannet. “Netværk, erfaring og dine menneskelige egenskaber er med til, at du befinder dig forrest i feltet”. Han slår samtidigt et slag for, at karakterer ikke er altafgørende, når man står med sit eksamensbevis i hånden. Han har selv gennem hele sin skoletid været middelmådig, hvad angår karakterer. Karaktererne forbedrede sig dog sideløbende med, at han fik mere praktisk erfaring på kandidaten. “Det skyldes ikke kun, at jeg er blevet dygtigere til at studere med tiden, men også at jeg har fået indsigt og viden gennem praktisk erfaring. Det har forstærket min forretningsforståelse, som er relevant for min uddannelse”, udtaler Lars Marco med håbet om, at flere studerende vil tage springet som selvstændig, finde sig et studiejob og/eller tage et praktikophold hos en virksomhed.

Kontakt for yderligere oplysninger

Lars Marco Andersen (Partner & Udviklingsdirektør), lma@aproposbureau.dk / 60 14 31 29

Mads Mathiasen (Partner & Kreativ direktør), mm@aproposbureau.dk / 60 14 31 19

Fakta om Apropos Bureau

Virksomhedsinformation: Apropos Bureau er et reklamebureau beliggende i Aalborg, der har fokus på markedsføring i øjenhøjde samt gennemsigtighed. Mads Mathiasen sprang ud som selvstændig med bureauet i efteråret 2017. Lars Marco var tilknyttet virksomheden helt fra start som projekt- og kontaktchef. Efter lidt over et år i branchen trådte Lars Marco til som medejer. I dag består bureauet af seks medarbejdere.

Related links