Pressemeddelelse —
Børn i Skovlunde får egen frugtlund
Børnene i Klub Skovlunde kan se frem til at plukke deres egen frugt, efter en ny frugtlund er blevet plantet i samarbejde med Lomax og Plant et Træ. Frugtlunden skal danne ramme om leg, læring og fællesskab i det fri.
Det er ikke hver dag, der bliver plantet en frugtlund midt i børnenes hverdag. Alligevel er det præcis, hvad der er sket i Klub Skovlunde, hvor en tidligere kæphestebane er blevet forvandlet til en grøn oase med frugttræer. Initiativet er blevet til i samarbejde mellem totalleverandøren Lomax og non-profit organisationen Plant et Træ, og resultatet er allerede blevet taget godt imod af både børn og voksne.
På en solrig dag var børnene selv med til at grave huller, plante træerne og give dem vand. Der blev gravet, grinet og arbejdet side om side, mens den nye frugtlund tog form. For Klub Skovlunde er det ikke bare nye træer, men et samlingspunkt, der bringer naturen helt tæt på hverdagen.
Fra idé til lokal virkelighed
Bag frugtlunden står et samarbejde mellem Lomax og Plant et Træ, som sammen arbejder for at bringe mere natur ind i hverdagen. For Lomax handler det om at gøre en konkret forskel, og denne gang skete det ved at trække lod internt blandt medarbejderne. En lokal medarbejder, Anders, som selv bor i Skovlunde, havde indstillet Klub Skovlunde, fordi han kendte stedet som et samlingspunkt for både børn og voksne i lokalområdet og så et oplagt potentiale i at opgradere de grønne omgivelser. Lodtrækningen faldt ud til klubbens fordel, og kort tid efter blev idéen til virkelighed.
“At sprede glæde er en af vores grundværdier, og det er helt fantastisk både at kunne glæde en medarbejder og børnene i Skovlunde på samme tid,” fortæller Ragga Asbjarnardottir, CSR Manager i Lomax.
Plads til leg og læring
I Klub Skovlunde vækker frugtlunden allerede stor begejstring. Ifølge pædagog Lasse Guldager Kristensen, som har stået for projektet i klubben, kunne timingen ikke være bedre.
“Vi arbejder altid for at give børnene nogle fede muligheder, og der er noget utroligt hyggeligt ved frugttræer. Når de vokser op, kan vi gå og hygge os med at plukke frugt og lave noget af frugten sammen med børnene,” fortæller han.
Frugtlunden bliver dermed ikke kun et sted for leg, men også for læring om natur og sæsoner. Med hænderne i jorden og smil på læben har børnene allerede taget ejerskab over området, som fremover bliver et naturligt samlingspunkt for både små og store i Skovlunde.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Lomax' historie daterer sig helt tilbage til 1962. Dengang producerede virksomheden udelukkende højtrykssvejsede produkter, som f.eks. ringbind og plastlommer, men siden er der kommet tusindvis af nye produkter til. Faktisk så mange at Lomax i dag leverer alt fra kontorartikler, lagerudstyr, elektronik og kontormøbler til danske virksomheder. Med mere end 41.000 varer i webshoppen har deres kunder en unik mulighed for at købe alt til virksomheden ét sted. Det gør Lomax til Danmarks største online totalleverandør af alt til arbejdspladsen og ekspert i danskernes arbejdsplads.