Pressemeddelelse -

2 ud af 3 danske kvinder shopper på Black Friday

64 % danske kvinder svarer i stor undersøgelse fra Matas' kundeklub, at de forventer at købe et eller flere produkter på tilbud på årets Black Friday. Mens tidligere undersøgelser har vist, at mellem en tredjedel og halvdelen af alle danskere handlede tilbud på Black Friday, er tallet markant højere når det gælder kvinderne i Matas' undersøgelse.

Undersøgelsen er lavet i november 2019 blandt 2200 danske kvinder via loyalitetsklubben Club Matas, som er Danmarks største loyalitetsklub for kvinder. Club Matas har 1,4 mio. aktive medlemmer, hvoraf over 90 % er kvinder.

"Black Friday er blevet vores ubetinget største handelsdag. Sidste år slog vi alle vores rekorder med næsten en femdobling af den daglige omsætning, og vi er langt foran de traditionelt største handelsdage i julen," siger Brian Andersen, direktør for e-commerce i Matas-koncernen.

64 % af de adspurgte i undersøgelsen forventer at købe et eller flere produkter under årets Black Friday. 16 % forventer at bruge flere penge i år, 71 % forventer at bruge ca. samme beløb som sidste år, mens kun 13 % planlægger at bruge færre penge end sidste år.

Elektronik er IKKE øverst på kvindernes Black Friday liste

Men når man spørger kvinderne om deres forventede køb, ser billedet noget anderledes ud, end det som tidligere undersøgelser fra blandt andet Foreningen af Dansk Internethandel viser. Her er det typisk varer som elektronik, sportsudstyr og hvidevarer, der udgør halvdelen af købene.

Hos de adspurgte kvinder i Matas-undersøgelsen er det kategorien skønhed, helse og velvære, der er nummer 1 på Black Friday shoppe-listen med 34 %, tøj nummer 2 med 27 %, mens kategorien elektronik kun udgør godt 16 %.

"Black Friday er en kæmpe kampagnedag, og det er tydeligt for os, at vores kunder ved, hvad de går efter og hvor de kan gøre en god handel på dagen. De følger med i priserne løbende, og vores oplevelse er, at hvis man ikke har de rigtige produkter til den rigtige pris på dagen, sælger man ikke noget," siger Brian Andersen.

Planlagte julegaver driver handlen på Black Friday

Hvor mange udsalg tidligere har været præget af impulskøb, tyder Matas' undersøgelse på, at købene ved Black Friday skiller sig markant ud fra de gængse fordomme om kampagner og udsalg.

Kun 7 % af dem som planlægger at shoppe på Black Friday, kategoriserer det som impulskøb. 19 % siger det er klassisk tilbudsjagt, 17 % siger det er selvforkælelse, mens mere end 56 % svarer at købene her er til julegaver.

"Særligt Black Friday bliver af vores kunder set som en rigtigt god mulighed for at planlægge en del af julegaverne. Vi kan også se, at mange af de varer, vi sælger, er varer i den dyrere ende, der normalt er højt på gavelisterne omkring juletid," siger Brian Andersen

Kvinderne er overbevist om Black Friday overlever på sigt

Black Friday er først for alvor blevet stort inden for de seneste 3-5 år i Danmark. I USA ligger Black Friday umiddelbart efter helligdagen Thanksgiving og har gennem mange år været den største handelsdag. I Danmark måler man hele tiden på hvilke amerikanske handelstraditioner, der bider sig fast. Undersøgelsen fra Matas viser, at de danske kvinder tror, traditionen er kommet for at blive.

38 % siger således at Black Friday er endnu mere udbredt om 3-5 år i Danmark, 35 % tror at det er på samme niveau som nu, 23 % tror det findes, men at interessen er dalende, mens kun 4 % tror fænomenet ikke findes længere.

Black Friday facts fra Matas-undersøgelsen

  • Club Matas er med 1,4 mio. primært kvindelige medlemmer Danmarks største loyalitetsklub for kvinder
  • 97 % af de repræsentativt udvalgte 2236 personer fra Club Matas, der svarede på spørgeskemaet, var netop kvinder
  • 53 % af de adspurgte adspurgte var over 50 år, mens 47 % var under 50 år
  • Gruppen under 50 år er overrepræsenteret blandt dem som bruger Black Friday. Af dem som ikke forventer at købe noget under Black Friday er næsten to tredjedele over 50 år.

Matas koncernen blev grundlagt i 1949 som en frivillig kæde. Læs evt. mere herom under historie.

Der er 277 Matas butikker i Danmark. I alt er der ansat omkring 3.000 medarbejdere i Matas’ butikker og på hovedkontoret i Allerød.

Størstedelen af butikkerne (tidl. privatejede) overgik i 2007 til en kapitalkæde, hvori CVC Capital Partners havde en aktiemajoritet. Et antal butikker fortsatte som selvstændige Matasbutikker.

I juni 2013 blev Matas A/S børsnoteret, og i 2018 var samtlige Matas butikker samlet i børsselskabet.

Matas' mission er: "Vi vil hjælpe alle vores kunder med at ha’ det godt, se godt ud og være i godt humør".

Kontakt

Klaus Fridorf

Pressekontakt Kommunikationschef 61 20 19 97

Relateret materiale