Pressemeddelelse -

​Demente kan trygt tage bussen

Med en Bistå-nål på jakken kan demente signalere behov for ekstra hjælp hos chauffører og kontrollører i Midttrafiks busser. Forsøgsordningen er resultatet af et samarbejde mellem Midttrafik, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune og DemensHjørnet. Midttrafiks bestyrelse har i dag givet grønt lys til, at demenssamarbejdet bliver permanent.

Siden december 2017 har demente med tilknytning til DemensHjørnet i Aarhus haft mulighed for at hente en Bistå-nål til jakken, som de kan have på, når de rejser med bussen. Nålen er et signal til chauffører og kontrollører om, at de måske står overfor en kunde, der har brug for ekstra hjælp.

43 demente har pt. tilmeldt sig ordningen, som gør det mere trygt at være dement i Aarhus bybusser. Borgere med demens kan have svært ved at huske, hvor de har lagt buskortet, mens andre ikke forbinder billetkontrol med fremvisning af buskort. Midttrafik har derfor oplevet, at en dement borger har fået flere kontrolafgifter, selvom den demente har et gyldigt pendlerkort.

Med Bistå-nålen vil både chauffører og kontrollører have mulighed for at hjælpe den demente. Det giver tryghed ikke bare hos den demente, men også hos pårørende til den demente. Og det er netop sidstnævnte gruppe, der i forbindelse med et fokusgruppeinterview, understregede, at trygheden ved en mærkningsordning kan være afgørende for, om en dement fortsat kan og vil bruge bussen.

Et kommende samarbejde mellem DemensHjørnet og Midttrafiks chaufføruddannelse Fly High skal udvide chaufførernes kendskab til demenssygdommen og gøre dem endnu bedre til at identificere og vejlede demente kunder i busserne.

Midttrafiks bestyrelse besluttede den 18. september 2018, at ordningen med Bistå-nålen og demenssamarbejdet skal fortsætte som en varig ordning.

Emner

  • Transport

Kategorier

  • demente
  • bistå-nål
  • chauffører
  • aarhus bybusser

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650