Pressemeddelelse -

Flere elbusser på vej

Fra foråret 2021 vil der være 29 nye eldrevne ledbusser på bybuslinjerne i Aarhus. De nye busser bliver leveret af Volvo. Udover den klimamæssige gevinst har busserne også en række andre fordele i forhold til de eksisterende diesel-ledbusser. Levering af de 29 elbusser er næste skridt på vejen mod 2027, hvor alle bybusser i Aarhus skal være fossilfrie.

Allerede i dag nyder Aarhus godt af de fire støjsvage elbusser på linje 13. Fra foråret 2021 vil yderligere 29 elbusser glide rundt i den aarhusianske trafik til glæde for miljøet, kunderne, chaufførerne og de trafikanter, den passerer.

De nye elbusser er ledbusser af modellen Volvo 7900 Electric Articulated. Busserne er 18,6 meter lange, hvilket er 0,6 meter længere end de ledbusser, kunderne kender fra i dag. Miljømæssigt forventes de 29 nye busser at reducere udledningen af CO2 med 1.500 – 2.000 tons årligt.

”Transport herunder den kollektive trafik er en af de helt store udfordringer, når det handler om at nedbringe CO2-udledningen. Derfor glæder det mig, at der nu med anskaffelsen af yderligere 29 elbusser til bybustrafikken i Aarhus bliver taget et markant og vigtigt skridt i den rigtige, klimavenlige retning," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

Midttrafiks bestyrelsesformand Claus Wistoft glæder sig på kunderne og klimaets vegne. ”Som trafikselskab er det en fornøjelse at kunne tilbyde kunderne transportmidler, der både er klimavenlige og har høj komfort. Vi ser en spændende fremtid i møde med grøn omstilling af den kollektive trafik, hvor Midttrafik vil bidrage til løsninger, der tilgodeser klima, kunder og kommunerne i Region Midtjylland”.

De eldrevne ledbusser lever op til Aarhus Kommunes mål om, at alle bybusser skal være fossilfrie i 2027, men har også en række andre fordele:

  • Mange siddepladser, hvor en forholdsvis stor del er fremadvendte
  • Lavt støjniveau inde i bussen – til glæde for både kunder og chauffører
  • Lavt støjniveau uden for bussen – til glæde for alle, der færdes, hvor der er buskørsel
  • Power steering, der letter chaufførernes arbejde, fordi bussen bliver lettere at dreje med

”Jeg er glad for og stolt over, at de nye busser løbende vil være med til at nedbringe CO2-udledningen i Aarhus væsentligt, og at reduktionen i 2027 og frem forventes at blive 8.000-10.000 tons årligt”, siger Finn Mikkelsen, direktør ved Busselskabet Aarhus Sporveje. Han tilføjer, ”jeg håber samtidigt, at aarhusianerne bliver lige så glade for de nye elbusser, som de er for de fire elbusser, vi indsatte sidste år”.

De 29 nye elbusser bliver leveret løbende fra omkring uge 7 i 2021. Når busserne er klargjorte med realtids- og rejsekortudstyr, billetmaskiner mv., kommer de i drift.

Busserne kan ikke køre en hel dag på en opladning og vil blive opladet i løbet af dagen og om natten på et af busselskabets busanlæg. Denne løsning er valgt for at undgå opstilling af pantografer på rigtig mange endestationer. Busselskabet overvejer dog, om laderne på anlæggene med fordel kan blive suppleret med enkelte mindre ladere ved endestationerne.

Det forventes, at de 29 nye eldrevne ledbusser hovedsageligt skal køre på udvalgte A-linjer.

Emner

  • Transport

Kategorier

  • aarhus bybusser

Regions

  • Aarhus

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650

Relateret materiale