Pressemeddelelse -

​Rejs med Moesgaard til Mongoliet eller Cypern

Tag med Moesgaard Museums eksperter på oplevelsesrige rejser til Mongoliet eller Cypern i sommeren og efteråret 2019.

Moesgaard Museum og Cultours samarbejder om to spændende rejser fyldt med enestående kulturhistoriske oplevelser. Der er planlagt to rejser, den ene til Mongoliet i august og den anden til Cypern i oktober. De rejsende vil på turene være ledsaget af to af museets arkæologer, der vil øse af deres ekspertviden om områdernes spændende og dramatiske fortid.

6. februar er der gratis informationsmøde om rejserne for alle interesserede på Moesgaard Museum.

På rejsen til Mongoliet er der lagt op til en forlængelse af den storslåede oplevelse, som besøgende kan få i Moesgaards aktuelle særudstilling ’På Djengis Khan stepper – Mongoliets nomader’. Særudstillingen kan ses til 7. april.

Rejsen til Mongoliet i august byder bl.a. på bjergtagende naturoplevelser i et af verdens mest vidtstrakte og øde områder, spændende specialrundvisninger, hvor Moesgaards eksperter trækker på deres unikke netværk af fagpersoner på bl.a. Mongoliets nationalmuseum samt besøg ved verdens største rytterstatue, det markante Djengis Khan-monument. Undervejs vil der være overnatninger, hvor man på ægte nomade-vis skal sove i en ger, nomadernes telt.

Cypern er et overflødighedshorn af fortidsminder, og deltagerne på rejsen i oktober kommer til at opleve steder, som turister ikke almindeligvis finder frem til. Det gælder bl.a. en landsby fra stenalderen, en kobbermine fra oldtiden, den romerske ruinby, Salamis, der først blev genfundet i 1965, og små enestående middelalderkirker gemt væk i Troodos bjergene. Byen Pafos besøges også undervejs på turen. Her findes en seværdighed med speciel relation til Danmark. På en af byens kirkegårde findes en sten, der markerer, hvor kong Erik Ejegod ligger begravet. Kongens pilgrimsrejse til Jerusalem endte i Pafos i 1103, hvor han blev begravet.

Der er informationsmøde for alle interesserede onsdag 6. februar kl. 18.30 på Moesgaard Museum, hvor rejserne præsenteres og rejselederne vil vise billeder og svare på spørgsmål. Mødet er gratis, men kræver tilmelding via www.moesgaardmuseum.dk

Læs mere om rejserne til Mongoliet og Cypern på www.cultours.dk

Emner

  • Kultur

Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum ved Aarhus, der viser arkæologiske og etnografiske udstillinger i international klasse. Museet forsker i og formidler menneskelivets mangfoldighed i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet.

Kontakt

Bodil Jensen

Pressekontakt Kommunikationschef Kommunikation og presse 20466373

Relaterede events