Pressemeddelelse —
Science Day-evaluering: Mødet med virkeligheden gør naturvidenskab mere relevant
Når elever møder naturvidenskab og teknologi dér, hvor fagene bliver brugt i virkeligheden, gør det en forskel. Årets evaluering viser, at 79 procent oplever, at fagene bliver mere spændende uden for klasselokalet, mens 76 procent efter Science Day bedre forstår, hvad naturvidenskabelige og tekniske fag kan bruges til. Samtidig har 85 procent af lærerne svaret, at de har fået mere lyst til at samarbejde med virksomheder i undervisningen.
Omkring 3.500 elever rykkede den 30. september undervisningen ud til næsten 70 virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet som en del af Science Day 2026.
Den landsdækkende kampagnedag arrangeres af Naturvidenskabernes Hus og skal give børn og unge mulighed for at opleve naturvidenskab og teknologi i praksis og møde mennesker med forskellige fagligheder, uddannelser og veje ind i deres job.
Den nye evaluering viser, at mødet med virkeligheden gør indtryk. Ud over at 79 procent oplever naturvidenskab og teknologi som mere spændende uden for klasselokalet, har 79 procent fået større indblik i, hvad det vil sige at arbejde med eller studere IT, teknologi og naturvidenskab.
-Eleverne skal selvfølgelig lære fagene i skolen. Men virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner kan give dem adgang til noget andet: virkelige problemstillinger, faglige miljøer og mennesker, der bruger deres viden til at løse konkrete opgaver hver eneste dag. Når vi forbinder de to verdener, viser det sig, at eleverne oplever fagene som mere relevante, siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.
Eleverne vil have fagene i hænderne
Elevernes egne kommentarer i evalueringen peger i samme retning. Mange fremhæver de praktiske aktiviteter og muligheden for selv at undersøge, bygge, eksperimentere og løse problemer.
-Det bedste ved oplevelsen var at se, hvordan de teknikker og metoder, vi lærer i undervisningen, reelt kan bruges i virkeligheden, skriver en elev.
Også lærerne ser en betydning for elevernes motivation. 72 procent vurderer, at Science Day i høj eller meget høj grad bidrager til elevernes motivation for naturfag og teknologi. Samtidig er 91 procent enige eller meget enige i, at eleverne har fået ny viden om uddannelses- og jobmuligheder.
Mange fagligheder får arbejdspladsen til at fungere
En vigtig del af Science Day er at vise eleverne mangfoldigheden af mennesker og fagligheder på arbejdspladserne. 83 procent af eleverne oplevede, at der er brug for mange forskellige mennesker på en arbejdsplads. Mødet med medarbejdere med forskellige fagligheder, uddannelser og veje ind i deres job skal være med til at udvide elevernes blik for, hvem der arbejder med naturvidenskab og teknologi – og hvilke muligheder der også kan være for dem.
En af årets arrangører var Energi & Vand i HOFOR, hvor elever kunne opleve, hvordan naturvidenskab og teknologi bruges i arbejdet med vores fælles vand- og energiforsyning.
-Virksomheder og forsyninger har noget at tilbyde undervisningen, som er svært at skabe i et klasselokale. Her kan eleverne møde teknologien i fuld skala, arbejde med autentiske problemstillinger og møde de mennesker, der hver dag bruger deres faglighed til at få vores samfund til at fungere. Science Day viser, hvad der kan ske, når skoler og arbejdspladser åbner undervisningen mod virkeligheden, siger Jesper Steenberg, leder af Energi & Vand i HOFOR.
HOFOR er et af de vandselskaber, der er medlem i vandselskabernes brancheorganisation, DANVA. Naturvidenskabernes Hus har en samarbejdsaftale med DANVA om Science Day, og de har sammen udviklet en særlig medlemspakke, der gør det lettere for flere af branchens medlemmer at deltage i Science Day.
Fra én dag til mere samarbejde
Evalueringen peger også på, at Science Day kan åbne døren til mere samarbejde mellem skoler og virksomheder. Blandt de lærere, der har besvaret spørgsmålet, er 85 procent enige eller meget enige i, at de efter Science Day har fået mere lyst til at samarbejde med virksomheder i undervisningen.
En lærer skriver for eksempel om en virksomhed i skolens nærområde:
-Det vil være oplagt at køre et mere nært samarbejde med dem, både om Science Day, men også muligheder for andre projekter.
-Science Day viser, hvad der kan ske, når skoler og arbejdspladser mødes om elevernes læring. Men potentialet er større end én dag om året. Hvis besøget også bliver begyndelsen på en relation mellem en skole og en virksomhed, kan endnu flere elever over tid få adgang til den virkelighed, fagene bliver brugt i. Det er den udvikling, vi gerne vil være med til at skabe, siger Maiken Lykke Lolck.
Om Science Day
Science Day er Naturvidenskabernes Hus' årlige landsdækkende kampagnedag, hvor elever fra 4.-10. klasse og gymnasiet besøger virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet.
Gennem praktiske aktiviteter og mødet med medarbejdere får eleverne indblik i, hvordan naturvidenskab og teknologi bruges i virkeligheden, og i de mange fagligheder, uddannelser og job, der findes på arbejdspladserne. Science Day har samtidig fokus på diversitet og på at vise børn og unge – på tværs af køn og baggrund – forskellige rollemodeller og veje ind i fagene.
Virksomheder, der ønsker at deltage som arrangør på Science Day, skal være støtte- eller kernemedlem af Naturvidenskabernes Hus.
Science Day 2026 i tal
- Omkring 3500 børn og unge fra 4.-9. klassetrin samt gymnasiet deltog i årets Science Day den 30. september 2026
- Næsten 70 virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet tog imod eleverne
Årets evaluering viser, at
- 79 procent af eleverne oplever, at fagene bliver mere spændende uden for klasselokalet
- 76 procent af eleverne efter deltagelsen i Science Day bedre forstår, hvad naturvidenskabelige og tekniske fag kan bruges til
- 85 procent af lærerne ved at deltage i Science Day har fået mere lyst til at samarbejde med virksomheder i undervisningen