Pressemeddelelse -

​Nivaagaards Malerisamling erhverver historisk guldalderportræt

Mens det nedlukkede museum må sige vemodigt farvel til den smukke særudstilling ’Historier om mødre’, glæder man sig på Nivaagaards Malerisamling over, at det er lykkedes at erhverve et billede fra samme særudstilling til sin samling. Det drejer sig om Jørgen Roeds Portræt af Marie Lehmann med datteren Margrethe fra 1847.

Marie Lehmann er kusine til museets stifter Johannes Hage. Hun var gift med Orla Lehmann og en del af kredsen bag grundlovens og demokratiets indførelse i Danmark. Orla Lehmann bestilte dette portræt af hende hos kunstmaleren Jørgen Roed, som færdiggjorde det i 1847, kort før de historiske begivenheder for alvor tog fart. Familien var vigtige mæcener for guldalderens førende danske kunstnere, hvad dette portræt også vidner om. Pigen på skødet, datteren Margrethe Lehmann, blev siden kvindesagsforkæmper, gift med Gotfred Rode og mor til digteren Helge og politikeren Ove Rode.

Museumsdirektør for Nivaagaards Malerisamling, Andrea Rygg Karberg, fortæller:

Vi er dybt taknemmelige over, at det er lykkedes os at erhverve dette væsentlige guldalderportræt takket være privat støtte fra Tom og Inga Berg. På Nivaagaards Malerisamling indgår museets stifter Johannes Hage og hans historie som en betydningsfuld del af vores fortælling. Vi erhvervede forrige år det fine ’Børneportræt af Puggaard parrets tre børn’ af C.A. Jensen, hvor et af børnene er Marie, som vi nu også har et portræt af som voksen. Hermed forbindes vores samling yderligere til en familiehistorie i demokratiets tegn. Johannes Hage var som flere andre i hans familie også folketingsmedlem. Derudover har portrættet interessante forbindelser til renæssancens madonna-billeder, som Nivaagaards Malerisamling rummer så mange af. Jeg ser mange skønne ophængningsmuligheder for mig i generationer frem!

Billedet skal nu gennemgå en større restaurering og udlånes til udlandet for derefter at kunne opleves tilbage på Malerisamlingen senere på året.

Maria og barnet
Særudstillingen ’Historier om mødre’ fremviste flere eksempler på, hvordan 1800-tallets billedkunstnere portrætterede borgerskabets mødre med børn med referencer til de ikoniske motiver med Jomfru Maria og Jesusbarnet. Det er også tilfældet i dette billede, hvor Marie Lehmann er portrætteret som en moderne Jomfru Maria: Med et uudgrundeligt blik kigger hun frem for sig, fjern og uopnåelig, mens barnet er optaget af at lege med en perlekæde, der minder om en rosenkrans. Jomfru Maria kender sit barns skæbne, og derfor ser de fleste versioner af hende vemodige ud som her.

Familiehistorien
Marie Lehmann er en del af en spændende, højt kultiveret familie i dansk guldalder. Hun var datter af Hans og Bolette Puggaard – Bolette var født Hage og søster til Alfred Hage, far til Malerisamlingens stifter Johannes Hage. Bolette var selv udøvende malerinde, og Hans Puggaard var forretningsmand og kompagnon til svogeren Alfred Hage.

Portrættet af den smukke og højt elskede Marie Lehmann er malet i 1847, samme år som Maries mor Bolette dør. Marie selv dør alt for tidligt to år senere i sommeren 1849 af tuberkulose, kun 28 år gammel. Kort forinden havde hun mistet en nyfødt datter, og Orla Lehmann blev alenefar for den lille treårige Margrethe samtidig med, at hans politiske arbejde tog intensivt til.

Jørgen Roeds 'Portræt af Marie Lehmann med datteren Margrethe', 1847. Olie på lærred, 102 x 95 cm. Erhvervet af Nivaagaards Malerisamling for midler fra Tom og Inga Berg.

_________________________________________________________________________________

Pressefoto kan downloades her.

_________________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 93 88 01 81.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale