Pressemeddelelse -

Someday is now. Danh Vo præsenterer Sister Corita

22. juni 2022 - 15. januar 2023

Kunstneren Danh Vo genbesøger Nivaagaards Malerisamling i sommeren 2022 – denne gang for at skabe en udstilling med den visionære og ikoniske popkunstner Sister Corita. Udstillingen kan fra åbningen 22. juni og frem til 14. august opleves sammen med et sommerferieværksted, hvor både voksne og børn kan prøve kræfter med Coritas billedskabende metoder.

Udstillingen Someday is now. Danh Vo præsenterer Sister Corita følger op på de foregående års samarbejde med Danh Vo, der præsenterer betydningsfulde yndlingskunstnere fra sin egen samling på museet. På udstillingen kan man opleve de betydeligste værker fra Coritas virke i 1960’erne, hvor hun var mest nyskabende og produktiv. Der vil være værker i Vos eje samt indlån fra andre private samlere på Nivaagaards Malerisamling, hvor Sister Coritas værker hænges op i dialog med museets egne værker.

I perioden 22. juni – 14. august vises udstillingen sammen med et stort sommerferieværksted, hvor museets gæster kan fordybe sig i stencil, farver og budskaber og lave egne værker inspireret af Coritas ånd og billedskabende metoder.


Sister Corita – nonne, underviser, aktivist og kunstner

Sister Corita (1918-86) var katolsk nonne og en karismatisk underviser med en progressiv tilgang til undervisning og skabelse. I perioden 1936-68 tilhørte hun en katolsk orden i Los Angeles, hvor hun underviste og opnåede stor berømmelse for sin undervisning. Dertil blev hun en indflydelsesrig popkunstner i 1960’ernes USA, men er siden gledet ud af fortællingen om popkunsten.

Sister Corita blev kendt og elsket for sine silketryk op gennem 50erne, hvor hun vandt adskillige priser og udmærkelser. I 1962 så hun popkunstneren Andy Warhols udstilling af de senere så berømte suppedåser. Den radikale æstetisering af ting fra hverdagen får hende til at tage et mere klart skifte mod popkunsten. Vatikanet udsted samme år et dekret om ”tilpasning og fornyelse af det religiøse liv”, der indvarsler en bevægelse mod et mere moderne liv for nonner, hvilket også får en fundamental betydning for hende og hendes orden, og deres tilgang til og engagement i samfundet.

I sine værker tog hun ofte udgangspunkt i samtidens reklamer og det visuelle boom, som Los Angeles undergik i disse år. Hun legede med ord og betydninger og kombinerede kommercielle slogans med poesi, tekster fra Biblen, filosofi eller budskaber om fred og social retfærdighed. Sin nysgerrighed overfor det moderne forenede hun med sit spirituelle forhold til Gud, et samfundsengagement og en tro på kunstens kraft. Hun levede i en periode præget af markant politisk uro i USA og var som person og kunstner optaget af fattigdom, racisme og krig. Hun var aktivistisk, men hendes tilgang tog altid udgangspunkt i en håbefuld og glædesfyldt tro på forandring, ligesom humor og underfundighed var en stor del af hendes oeuvre.

Sister Corita troede på, at alle besidder en stor indre kreativitet, der kan fremelskes ved at observere verden med øjnene og hjertet: Papkasser, avisoverskrifter, supermarkeder og en revne i fortovet kan observeres og bruges i en kreativ proces. Seriøs observation og seriøs leg var hendes metode, og serigrafiske tryk hendes foretrukne medie, der på grund af dets reproducerbarhed passede med hendes demokratiske sindelag.

Blandt vennerne taltes Ray og Charles Eames, Alfred Hitchcock, Henry Miller og John Cage m.fl., og hun arbejdede kollaborativt med sine studerende og folk omkring hende, indtil hun i 1968 forlod ordenen og flyttede til Boston. Hun fortsatte sit virke som kunstner, nu som akvarelmaler med et noget andet udtryk. I 1971 får hun til opgave at udsmykke en gigantisk gasbeholder for Boston Gas Company, der er blevet kendingsmærke for byen. I 1983 laver hun LOVE-stamp, et frimærke til det amerikanske postvæsen, der sælger over 700 millioner af hendes version af en regnbue. Da hun dør i 1986 har hun lavet over 800 tryk, tusindvis af akvareller og talrige offentlig og private bestillingsarbejder.

Someday is now
Danh Vo præsenterer Sister Corita

22. juni 2022 - 15. januar 2023

Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond.

Pressefotos kan downloades her.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81