Pressemeddelelse -

DET STORE JULETERAPISHOW på Rialto:Teatret

RIALTO:TEATRET PRÆSENTERER

DET STORE JULETERAPISHOW
Satire med behandlingsgaranti
Urpremiere: 25. november 2015

Riv huen af din indre nisseven, drop det perfekte julehjerte og snyd dig til alle tiders julekøreplan, når Rialto:Teatret præsenterer urpremieren på DET STORE JULETERAPISHOW, onsdag d. 25. november kl. 20.00. Det er sæsonens anden forestilling med det nye ensemble på Nørrebro Teaters anneksscene, og denne gang går Rialto:Ensemblet i kødet på julens mange traumer.

Julen nærmer sig med alt, hvad der bimler og bamler af hygge og traditioner. Men du kan kun tænke på én ting: Hvornår er det slut? Og hvem har nogen sinde sagt, at julen er hjerternes fest?

I mange familier står traumerne i kø, når de første julelys tændes. Børn bryder grædende sammen, fortrængte minder vælter frem, og ensomheden lurer.

Heldigvis er hjælpen nær, når Rialto:Teatret nu inviterer publikum indenfor til DET STORE JULETERAPISHOW. Under kyndig vejledning af juleterapeuten Helge og hans to assistenter, Lis og Per, føres publikum igennem en tour de force af forløsende juleritualer, der giver ethvert juletraume baghjul og sikrer alle en angstfri og glædelig jul. Og har du mistet din barnetro på julemanden, kan du måske også genfinde den i årets med garanti eneste juleterapishow!

På scenen står Rialto:Ensemblet – Peter Zandersen, Maria Rich og Peter Flyvholm – i rollerne som Helge, Lis og Per i DET STORE JULETERAPISHOW, der er skrevet af Tomas Lagermund Lundme. Manuskriptet er bearbejdet af ensemblet og instruktør Viktor Tjerneld, der er nyuddannet fra Statens Scenekunstskole. Med sig som scenografisk konsulent har Tjerneld den ligeledes nyuddannede scenograf, Franciska Zahle, og i anledning af DET STORE JULETERAPISHOW er publikumsopbygningen fjernet fra Rialto:Teatrets intime scenerum, hvor publikum i stedet er placeret ved caféborde.

Mens vi venter på DET STORE JULETERAPISHOW samt i spilleperioden, fortsætter Rialto:Teatret med at præsentere en række ekstraarrangementer. Bl.a. er EN PINLIG AFFÆRE tilbage både d. 14. november og igen d. 5. december, hvor dramatiker Tomas Lagermand Lundme er blandt de modige mennesker, der står frem og læser op af deres teenagedagbog.

Se mere på www.nbt.dk – og den helt nye www.rialtoteatret.dk

Med venlig hilsen
Nørrebro Teater / Rialto:Teatret

Pressekontakt: Stine Bille Olander / stine@nbt.dk / 29 91 92 28

FAKTA

Medvirkende:
Peter Zandersen er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 2012. Siden har han arbejder på flere af landets teatre, bl.a. Odense Teater og Grønnegårds Teatret, samt medvirket i enkelte tv-serier.

Maria Rich er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1999. 2008-15 var hun en del af ensemblet på Mungo Park, og derudover har hun medvirket i en række film og spillet på flere af de københavnske scener. Hun har modtaget tre Reumert-priser og er blevet kåret til ’Shooting Star’ på filmfestivalen i Berlin.

Peter Flyvholm er uddannet fra Statens Teaterskole 1998. Over en årrække har han arbejdet i ensembler på både Aalborg Teater og Aarhus Teater samt medvirket i forestillinger på andre teatre. Derudover har han haft roller i film og tv-serier, og han instruerer også selv.

Manuskript: Tomas Lagermand Lundme  

Instruktion og bearbejdelse: Viktor Tjerneld
Scenografisk konsulent: Franciska Zahle
Musik: Jens Berents Christiansen (Rumpistol)

Tomas Lagermand Lundme er uddannet fra Gøglerskolen, Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejder som forfatter, dramatiker, billedkunstner, skribent, debattør og kurator. Debuterede i 1998 med romanen Forhud og har sidenudgivet 22 bøger og skrevet omkring 40 teaterstykker for børn, unge og voksne, ofte kredsende om konflikten mellem natur og kultur, individ og fællesskab. Derudover har han skrevet en række hørespil, dokudramaer og krimiføljetoner til DR samt tre novellefilm. Som billedkunstner har han siden 1990 udstillet i ind- og udland, og de seneste år har han også været udstillingsarrangør, kurator og formidler. Har tidligere været tilknyttet Radio24syv.     

Viktor Tjerneld er uddannet instruktør fra Statens Scenekunstskole 2015. Under sin uddannelse har han instrueret stykker af blandt andre Henrik Ibsen, Bertolt Brecht og Eugéne Ionesco samt den meget roste afgangsforestilling Den grimme mand af Marius von Mayenburg. I øjeblikket er han aktuel med en opsætning af Antigone på Byteatern Kalmar Länsteater, og i foråret 2016 er han engageret af Uppsala Stadsteater.

Franciska Zahle er uddannet scenograf og kostumedesigner fra Statens Scenekunstskole 2015. Hun arbejder som scenograf på teaterforestillinger og som production designer samt stylist på videoer og film. I foråret 2016 skaber hun desuden scenografien til MELODIEN, DER BLEV VÆK på Nørrebro Teater.

Jens Berents Christiansen (Rumpistol) har produceret elektronisk musik i mere end ti år og arbejder som komponist, producer og dj. Han har bl.a. udgivet fem album, senest Away fra 2014, han har optrådt på festivaler over hele Europa, Nordamerika, Mexico, Kina og Rusland, og han har skabt musik til computerspil og tv. Har siden 2003 haft sit eget pladeselskab, Rump Recordings.

Spilletider:
25. november – 22. december 2015
Mandag-fredag kl. 20.00
Lørdag kl. 16.00

Varighed: Ca. 1 time uden pause.

Hvor: Rialto:Teatret, Smallegade 2, 2000 Frederiksberg

Billetter: 75-225 kr. (nummererede pladser ved caféborde)

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • det store juleterapishow
  • satire
  • rialto:ensemblet
  • rialto:teatret
  • nørrebro teater
  • komedie

Nørrebro Teater er Danmarks største komedieteater beliggende på Nørrebro i København. Teatret har plads til 620 publikummer. Repertoiret er nyskrevet og nyudviklet af nogle rigtig sjove kvinder og mænd og spænder fra moderne komedier og nye musikforestillinger.

Kontakt

Stine Bille Olander

Pressekontakt Kommunikationschef 29919228