Pressemeddelelse -
Diplo og Beck til NorthSide
Thundercat, Rhye og Jimmy Eat World melder sig også klar til næste års festival
Årets sidste omgang offentliggørelser til NorthSide 2018 udvider det musikalske spektrum markant og byder på alt fra baile funk og følsom electronica til fusionsjazz og postmoderne discofunk.
De sidste tre år har det været umuligt at komme uden om Diplo, der har haft globale megahits sammen med MØ (”Lean On”), Justin Bieber (”Where Are Ü Now”) og ”Cold Water”, hvor begge medvirker. Han har hittet som producer for M.I.A., Sia og Beyoncé, som medlem af Major Lazer og Jack Ü og som soloartist, og han er altid højt placeret, når DJ Mag kårer verdens bedste dj’s. Den produktive superproducers unikke bud på baile funk har sat sit præg på hitlister i hele verden siden gennembruddet med ”Paper Planes”, og som han selv udtrykte det for nogle år siden; Random White Dude Be Everywhere. Til sommer inkluderer det for første gang også NorthSide.
Diplo spiller lørdag 9. juni på NorthSide 2018
Altid uforudsigelige Beck udsendte tidligere i år albummet ”Colors”, der tog tråden op fra det dansevenlige funkalbum ”Midnite Vultures” fra 1999. Gennem en lang og alsidig karriere har han solgt millioner af plader, vundet Grammy-statuetter og imponeret med mesterværker som ”Odelay” og senest den underspillede ”Morning Phase”. Men på nye sange som ”Dreams” og ”Wow” er den akustiske guitar lagt væk, og det amerikanske multitalent har nu i stedet fokus på at få folk på dansegulvet. Sidst Beck gæstede NorthSide var både GAFFA og Soundvenue ude med fem stjerner og ros til den musikalske forvandlingskugle, og hans evne til at skabe en fest. Det var uden tvivl en af festivalens bedste koncerter, så da muligheden for at få en fænomenale musiker tilbage til Aarhus bød sig var det bare om at slå til. Med et decideret festalbum i bagagen får den formodentlig endda lige et ekstra nyk opad denne gang.
Beck spiller lørdag 9. juni på NorthSide 2018
Den amerikanske bassist Stephen ”Thundercat” Bruner har gennem de sidste små tyve år haft en af de mest eklektiske karrierer, man kan forestille sig. Han startede i et boyband, men allerede som 18-årig kom han med i punkbandet Suicidal Tendencies. Han har samarbejdet med Erykah Badu og Flying Lotus, og så er han både musiker og producer på de tre seneste udgivelser fra Kendrick Lamar. Senest har han udsendt soloalbummet ”Drunk”, der har Kendrick Lamar, Wiz Khalifa, Pharrell samt Kenny Loggins og Michael McDonald på gæstelisten, og resultatet er en imponerende blanding af melodiøs rap-funk og fusionsjazz nærmest som en moderne version af Frank Zappa møder Funkadelic.
Thundercat spiller torsdag 7. juni på NorthSide 2018
Makkerparret Rhye bestående af canadiske Milosh og danske Robin Hannibal udsendte i 2012 sangene ”Open” og ”The Fall” i al anonymitet, og spekulationerne omkring de smukke melodier og den androgyne vokal fik nettet til at summe med begejstring. Live har Rhye dog altid været Milosh alene i front for et band uden Hannibal, og da Rhye gæstede København i efteråret 2016 fik de fem stjerner af både GAFFA og Soundvenue, der særligt roste Miloshs imponerende falsetvokal, og den kan man roligt se frem til at mærke helt inde under huden på NorthSide.
Rhye spiller lørdag 9. juni på NorthSide 2018
Det millionsælgende amerikanske rockband Jimmy Eat World har siden gennembruddet i 2001 været leveringsdygtige i skarpe og fængende guitarbårne sange som ”The Middle” og ”Sweetness”. Det tidligere emoband har udviklet deres lyd, så den er blevet markant mere udadvendt end tidligere, og på NorthSide kan man forvente at få en fremragende introduktion til den amerikanske kvartet og deres hårdtslående bagkatalog.
Jimmy Eat World spiller fredag 8. juni på NorthSide 2018
Dermed er der i alt atten navne klar til næste års festival, og det foreløbige program for NorthSide 2018 er som følger: A Perfect Circle – Aurora – Beck – Björk – C.V. Jørgensen – Cigarettes After Sex – Deerhunter – Diplo – Dizzy Mizz Lizzy – Father John Misty – Jimmy Eat World – Nik & Jay – Queens of the Stone Age – Rhye – Sleaford Mods – The National – Thundercat – Tyler, The Creator
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- jimmy eat world
- rhye
- thundercat
- beck
- diplo
- ns18
- aarhus
- festival
- musik
- northside festival
- northside
NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.