Gå til indhold
Foto: Jonas Svendsen
Foto: Jonas Svendsen

Pressemeddelelse -

Fuldt hus af frivillige på NorthSide

NorthSide glæder sig over, at man har formået at samle et fuldt team af frivillige til årets festival. Ikke færre end 6800 frivillige vil deltage i opbygningen af festivalområdet, gennemførelsen af festivalen samt efterarbejdet. Sidste år oplevede alle landets festivaler store udfordringer i forbindelse med rekrutteringen af frivillige, så NorthSide er glade for den stærke tilslutning.

Hegnsopsætning, transport af artister, armbåndspåsætning, sikkerhedscheck, oprydning på pladsen, nedpakning osv. Opgaverne er utallige og der skal mange hænder til at løfte dem i flok. Efter et udfordrende år på frivillighedsfronten i 2022 er opbakningen fra de frivillige til årets NorthSide er helt i top. Festivalen kan allerede nu melde fuldt hus og fejre, at der er fundet de ikke mindre end 6800 frivillige, der er brug for til at tage en tørn i festivalens ånd. Det vidner om stor opbakning og entusiasme fra de frivillige, der ønsker at bidrage til festivalens afvikling.

”Vi er både sindssygt glade, stolte og ikke mindst taknemmelige over at se så mange mennesker, der vil hjælpe til med at stable den fedeste festivaloplevelse på benene. Det er mænd og kvinder i alle aldre, der har meldt sig i år, og det er en stor lettelse for os at kunne melde ”udsolgt” for frivillige poster til dette års festival, og endda i så god tid.”siger Line Marie Bach, Ansvarlig for Frivillighed, DTD Group.

I år vil NorthSide kun bruge en mindre mængde eksterne rekrutteringer til specifikke nattevagter og opgaver på lager - opgaver som festivalen gerne vil skåne de frivillige for.

Selvom NorthSide er henrykte over at have alle de nødvendige frivillige, står festivalen stadig åben for ansøgninger, da tilmeldte frivillige kan framelde sig i sidste øjeblik. Derfor er der stadig mulighed for at ansøge om at være en del af holdet og skabe uforglemmelige øjeblikke sammen, dog er en plads ikke garanteret på nuværende tidspunkt.

NorthSide vil gerne takke alle de frivillige, der har meldt sig indtil videre, samt dem, der planlægger at ansøge. Deres engagement og entusiasme er af afgørende betydning for at skabe en enestående festivaloplevelse for publikum.

For yderligere information eller for at ansøge om at være en del af NorthSides frivillige team, kan man besøge hjemmeside https://northside.dk/frivillig/.

Om NorthSide:

NorthSide bliver i år afholdt fra den 1.-3. juni 2023 i Eskelunden og byder på navne som Muse, The Chemical Brothers, NxWorries (feat. Anderson. Paak og Knxwledge), Lukas Graham, The 1975, First Aid Kit, Sam Fender, Tobias Rahim, Nik & Jay, LP, Little Simz, Yemi Alade og Pusha T, samt mange flere.

NorthSide fik sin debut på den danske festivalscene med en endagsfestival den 19. juni 2010, hvor alle fem navne var danske. Siden da har festivalen udviklet sig til en tre dage lang begivenhed med internationale såvel som nationale topnavne fordelt på flere scener og et skarpt fokus på økologi og bæredygtighed. Musikken spænder bredt, så der er noget for de fleste – også for dem, der søger at få udvidet deres musikalske horisont. NorthSide skaber en oplevelse, som ikke findes noget andet sted, hvor sideshows og eventområder skaber yderligere unikke og magiske rammer.

Pressekontakt:
Mail: presse@downthedrain.dk

Emner

Kategorier


NorthSide 2023 afvikles i Eskelunden ved Aarhus.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.