Gå til indhold
Her er spilleplanen til NorthSide

Pressemeddelelse -

Her er spilleplanen til NorthSide

Earl Sweatshirt åbner og Nik & Jay lukker et meget alsidigt program med 44 spændende navne fordelt på tre dage

Som noget nyt afvikles NorthSide i dagene torsdag til lørdag, og det er nok en god idé allerede nu at få sikret sig noget ferie i den uge, da eftermiddagsprogrammerne er tætpakkede med fantastiske koncerter, man ikke bør gå glip af.

Åbningskoncerten på Green Stage leveres i år torsdag 7. juni klokken 14.00 af amerikanske Earl Sweatshirt, der gør comeback efter den ærgerlige aflysning i 2015. 15 minutter senere går sangerinden Findlay på Red Stage, og så er der åbnet for en dag med koncerter med blandt andet Mike D, Future Islands, Björk og The War on Drugs inden Richie Hawtin præsenterer sit show CLOSE som afslutning på aftenen.

Fredag bliver sat i gang med et brag klokken 13.20, hvor Body Count feat. Ice-T åbner ballet med klassikere som “There Goes the Neighborhood” og “Cop Killer”, hvilket burde kunne ryste selv de værste tømmermænd fra dagen inden ud af kroppen på folk. Herefter byder fredagen blandt andet på Cigarettes After Sex, N.E.R.D, Liam Gallagher, A Perfect Circle, The National og Queens of the Stone Age, hvilket sikrer at publikum er godt og grundigt varmet op til de sidste koncerter med Dizzy Mizz Lizzy og MC50.

Sidste dag på NorthSide åbnes klokken 13.20 af det virkelig spændende libanesiske band Mashrou’ Leila, der sætter gang i en lørdag, hvor navne som C.V. Jørgensen, Deerhunter, Tyler the Creator, Father John Misty, Beck og Diplo sørger for festen i løbet af dagen, inden NorthSide 2018 skal lukkes med et brag af Nik & Jay.

Den endelig spilleplan kan nu findes på NorthSide.dk samt i den officielle NorthSide 2018 app, hvor man kan begynde at sætte stjerner for at planlægge, hvilke koncerter man skal se for enhver pris.

Bemærk at endagsbilletter til fredag og lørdag allerede er udsolgt. Men der er fortsat ledige endagsbilletter til torsdag samt partoutbilletter, så man kan deltage i alle festivalens tre dage.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.