Pressemeddelelse -
Innovativ electronica til NorthSide
Flume, Digitalism, Av Av Av og Den Sorte Skole får desuden følgeskab af den engelske sangskriver Jake Bugg
NorthSide har samlet fire spændende og grænsesøgende elektroniske navne, der kommer med fire meget forskellige bud på opfindsom og medrivende electronica. Rockens dyder er dog ikke glemt, så de får følgeskab af det engelske stortalent Jake Bugg.
Harley Edward Streten aka Flume er det seneste store nye electronica-navn fra Australien, hvor den 24-årige musiker har indkasseret to platinplader for sin debutplade. Siden da har Flume indspillet med Chet Faker og udlånt sine talenter til remix af Lorde, Disclosure, Arcade Fire og Sam Smith. Flume er lige nu aktuel med singlen ”Never Be Like You” fra det længeventede andet album ”Skin”, og vi er meget begejstrede over at kunne bringe den opfindsomme musiker til Aarhus til sommer.
Skulle man have taget sine dansesko med til NorthSide, så er der mulighed for at få slidt sålerne, når tyske Digitalism sætter gang i deres hektiske blanding af rock og electronica. De har blandt andet remixet for MØ, WhoMadeWho og Depeche Mode, men på ”Idealism” og senere ”I Love You Dude” viste de, at de også selv kunne skabe hårdtslående hits. Det samme gælder de to danske tilføjelser, Av Av Av og Den Sorte Skole, der er blandt scenens førende navne herhjemme og garanter for eksplosive og overraskende shows.
Sidste navn i denne omgang er Jake Bugg, der stadig kun er 21 år gammel, men imponerende nok har opnået at udsende to plader, hvor debutpladen gik nummer et i hjemlandet. Den høstede ham to platinplader, og han er godt i gang med indspilningerne til album nummer tre. Jake Bugg har attitude som en ung Liam Gallagher og formår med stor charme at holde sin inspiration fra Rock ’n’ Roll fra 50’erne og 60’erne både moderne og relevant. Så vi ser frem til at kunne præsentere stortalentet på NorthSide.
Med de fem nye navne er der nu 27 navne klar til programmet. Det øverste lag på plakaten er på plads, så når den endelige plakat for NorthSide 2016 præsenteres tirsdag 23. februar vil der primært være fokus på ny og spændende musik.
Det foreløbige line-up er nu som følger: Av Av Av, Beach House, Beck, Bernhoft, Bloc Party, C Duncan, Caribou, Damien Rice, Deftones, Den Sorte Skole, Digitalism, Duran Duran, Flume, Iggy Pop, Jake Bugg, Jamie xx, Lukas Graham, Malk de Koijn, Sigur Rós, The Chemical Brothers, The Minds of 99, Ukendt Kunstner, Unknown Mortal Orchestra, Velvet Volume, Wilco, Yeasayer og Yelawolf.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- northside
- northside festival
- musik
- festival
- aarhus
- ns16
- flume
- digitalism
- av av av
- Den Sorte Skole
- jake bugg
NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2016.