Pressemeddelelse -

Masser af teknologi på NorthSide

Sidste år var NorthSide den første danske festival, der brugte droneoptagelser under koncerterne til at give den bedst mulige koncertoplevelse for gæsterne. Det kunne lade sig gøre via et samarbejde med virksomheden Dronops Productions, der er med igen i år for at lave optagelser til storskærmene samt den officielle NS17-aftermovie, der skal opsummere oplevelserne på NorthSide, når støvet har lagt sig. Som noget nyt i år bakker Dronops op om NorthSides arbejde med bæredygtighed og hensigten er, at firmaet primært skal benytte solcelleopladere til de batterier, der anvendes under NorthSide.

Dronops Productions er dog kun en af mange virksomheder med teknologisk fokus, der gør sit indtog på NorthSide i år. Festivalen får nemlig blandt andet igen i år besøg af VR-firmaet Kigop, der, skyder 360° 4K-videoer og -billeder af årets festival, hvilket tilføjer en ny dimension til oplevelsen af festivalen, da det senere på året vil være mulig at genopleve festivalen med et VR-headset.

Der kommer også et helt nyt festivalperspektiv til, når det aarhusianske start-up firma AITO tager deres specialdesignede kamera med på festivalen og overlader det i hænderne på publikum. Planen er, at det hårdføre kamera skal bevæge sig rundt på pladsen og give et fuldstændig improviseret billede af festivaloplevelsen, og den indbyggede GPS skal sikre, at kameraet kommer sikkert hjem igen. Det vil kunne opleves live på NorthSides officielle Instagram-profil.

Som noget nyt bliver Aerovision også en del af NorthSide. Det aarhusianske firma laver timelapse-videoer under årets festival, der vil give et meget koncentreret blik på NS17.

Firmaer som STV, TV Graphics, Nordic Rentals, Kollision, Copenhagen Light Production og Martin Lighting Solutions er alle med til at sikre, at scenerne ikke bare bliver de største i festivalens historie, men også at alt omkring storskærme og lys kommer til at fungere perfekt. Og så er GPS-robotten fra Lifa også med igen i år for at sikre at opmålingen af pladsen bogstavelig talt står snorlige.

Festivalen er som sidste år kontantløs, og den officielle og yderst populære NorthSide-app, der hvert år bruges af cirka 30.000 af festivalens gæster, leveres igen i år af firmaet Greencopper. Lydbureauet Akkurator leverer også fortsat podcasts til NorthSide. Sidste år handlede det om opbygningen af festivalen, og denne gang har Akkurator talt med Off Bloom, Saveus og Suspekt om at forberede sig til koncerterne på NorthSide.

Der er med andre ord et væld af nye teknologiske tiltag rundt om på pladsen, der kombineret skal sikre, at festivaloplevelsen bliver bedre, mere sikker, hurtigere, sjovere og anderledes end noget, man kan se noget andet sted.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • northside
  • northside festival
  • musik
  • festival
  • aarhus
  • ns17
  • teknologi
  • vr
  • droner

NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2017.

Kontakt

Relateret materiale