Gå til indhold
Foto: Frank LeBon
Foto: Frank LeBon

Pressemeddelelse -

NorthSide føjer yderligere 10 navne til plakaten

I sidste uge kunne Aarhus-festivalen løfte sløret for navne som Massive Attack, Troye Sivan og Kaytranada. Nu følger yderligere 10 navne – heriblandt The Smile, Slowdive og Vince Staples.

Efter sidste uges offentliggørelser fortsætter NorthSide med annonceringen af artister til næste års musikprogram. Mens festivalen fortsat skaber plads til spændende navne inden for pop og hiphop, byder dagens offentliggørelse også på flere sværvægtere inden for den alternative musikscene.

Engelske The Smile har for nyligt offentliggjort en Europaturné sammen med annonceringen af deres andet album Wall of Eyes,som udkommer til januar. Gruppen, der består af Radiohead-medlemmerne Thom Yorke og Jonny Greenwood og trommeslager Tom Skinner fra jazz-gruppen Sons of Kemet, udgav deres første album i 2022 og spillede samme år en storrost koncert på Roskilde Festival. Nu er de tilbage, og selvom Yorke og Greenwood allerede har optrådt på festivalen med Radiohead i 2017, vil det være første gang, de gæster ”smilets by” som The Smile.

Dagens annoncering er generelt spækket med kunstnere fra særligt Storbritannien. Landsfællerne i shoegaze-bandet Slowdive gæster festivalen for første gang med deres psykedeliske, drømmende og længselsfulde rock. Reading-kvintetten har allerede udsolgt to koncerter i Store VEGA i starten af året, så det er et yderst populært band, der aflægger festivalen besøg.

I den fortsat mere alternative ende af genrespektret kommer også franske Jehnny Beth, som blandt andet er kendt fra den engelske postpunk-gruppe Savages. Beth skulle oprindeligt have spillet på sidste års festival, men måtte desværre aflyse. Også det nye, fremadstormende irske band The Clockworks, der kalder sig selv “the punk-rock version of The Streets”, gæster festivalen til sommer sammen med den noget blødere, London-baserede sangskriver Blanco White, som forener spanske, latinamerikanske og vestlige musiktraditioner i et inderligt folk-univers.

I en noget anden boldgade slutter Long Beach-rapperen Vince Staples sig til rækken af hip-hop artister, der finder vej til Aarhus til sommer. Vince Staples blev blandt andet kendt for sine samarbejder med det amerikanske Odd Future hip-hopkollektiv og den nu afdøde rapper Mac Miller, samt for sine introspektive og samfundsbevidste tekster. Hans seneste album Ramona Park Broke My Heart fik flotte 5/6 stjerner fra Soundvenues anmelder, og der er varslet nyt materiale, når han tager på sin første Europaturné i fem år.

Danske legender og nye talenter

I sidste uge kunne NorthSide blandt andet annoncere Ukendt Kunstner og Barselona som nogle af de danske artister, der indtager festivalen til sommer. I dag føjes yderligere fire danske navne til programmet inklusivt det folkekære Thy-orkester Jonah Blacksmith, som senest gæstede festivalen i 2022. Raptrioen Malk De Koijn vækker deres legendariske, ordkløvende bagkatalog til live, mens den fremadstormende hitsmed D1MA bringer sin storroste, genrebrydende lyd til Eskelunden for første gang. Sidst men ikke mindst kommer den nye, danske artist Afskum med sit hæsblæsende live show og alternative, poetiske lydtapet.

NorthSide løber i 2024 af stablen fra den 6. til den 8. juni, og billetsalget er startet via northside.dk.

Festivalen gør opmærksom på, at Ticketmaster er den eneste officielle udbyder af billetter til NorthSide.

Det foreløbige program til NorthSide 2024 er:

Afskum // Amyl & the Sniffers (AUS) // August Høyen // Barselona // Blanco White (UK) // Coi Leray (US) // D1MA // Jehnny Beth (FR) // Jonah Blacksmith // Kaizers Orchestra (NO) // Kaytranada (CAN) // Malk de Koijn // Massive Attack (UK) // Shame (UK) // Slowdive (UK) // The Clockworks (IRE) // The Smile (UK) // Troye Sivan (AUS) // Ukendt Kunstner // VETO // Vince Staples (US) // 070 Shake (US)

Emner

Kategorier


NorthSide 2023 afvikles i Eskelunden ved Aarhus.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.