Pressemeddelelse -

NorthSide og Salling Rooftop inviterer til NorthSide Talk om Liam Gallagher

Torsdag den 12. april gæster radiovært Anders Bøtter og forfatter Esben Suurballe Christensen Salling Rooftop for at fortælle om det NorthSide-aktuelle rockikon Liam Gallagher

Et af de helt store scoop til NorthSide 2018 var tilføjelsen af Oasis-sangeren Liam Gallagher, der i oktober sidste år udsendte sit første soloalbum ”As You Were”.

Torsdag den 12. april kl. 17.00 kan alle musikelskere opleve Anders Bøtter og Esben Suurballe Christensen på Salling Rooftop i Aarhus, hvor de som optakt til Liam Gallaghers koncert på NorthSide vil gennemgå rockikonets musikalske karriere fra den verdensomspændende succes med Oasis til solosuccesen i dag samt hans betydning for britpoppen og hans evne til altid at holde sig interessant for særligt den engelske musikpresse.

Det er næsten 10 år siden, at Oasis gik i opløsning. Men Gallagher-brødrene er stadig lige så aktuelle som nogensinde før, og med Liam Gallaghers nyeste soloalbum og kommende koncert på NorthSide, er det særligt nærliggende at dykke ned i hans liv og karriere.

Til at navigere fans på rejsen gennem Liam Gallaghers karriere er radiovært og musikjournalist Anders Bøtter, kendt fra blandt andet ”Sort Søndag” og de meget populære ”P6 Beat Elsker” programmer. Som medvært har han forfatter Esben Suurballe Christensen, der med bogen “Slået omkuld af Oasis” har undersøgt, hvad der gør Gallagher-brødrene så fascinerende for så mange mennesker.

Arrangementet er gratis, men der er pladsbegrænsning på 730 pladser hos Salling Rooftop, så kom i god tid. Der er DJ og lounge fra 16.00, hvor der bliver varmet op med andet NorthSide-aktuelt musik og gratis øl fra Tuborg til de første 200.

NorthSide Talk: Anders Bøtter & Esben Suurballe om Liam Gallagher

Entré: Gratis
Starttidspunkt: 16.00 - Talk starter kl. 17.00
Sted: Salling Rooftop, Søndergade 27, 8000 Aarhus C
Der vil være gratis kold Tuborg til de første 200 gæster.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • salling rooftop
  • anders bøtter
  • liam gallagher
  • aarhus
  • festival
  • musik
  • northside festival
  • northside

NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.

Kontakt

Relateret materiale