Pressemeddelelse -
NorthSide var en stor succes
Fjerde udgave af
NorthSide var særdeles fredelig og en succes på alle fronter
25.000 mennesker tog i den forgangne weekend turen til Ådalen for at opleve 41 bands fordelt på tre scener, og fra arrangørerne forlyder det, at den udsolgte festival blev afviklet med stor succes.
Fredag nat samlede Nephew hele NorthSide til fællessang, og deres koncert står sammen med magtdemonstrationen fra Nick Cave som eksempler på koncerter, der kommer til at stå længe i hukommelsen hos gæsterne på årets festival. Det samme gælder for dette års sidste koncert, leveret af Portishead, der satte et sublimt punktum for en festival som blev afviklet med et minimalt antal problemer.
Vejr- og trafikproblemer forårsagede en forsinkelse på åbningskoncerten med Tom Odell, men derudover blev alle koncerter afviklet fuldstændig uden problemer. Selv lørdagens skybrud kunne ikke slå hverken publikum eller When Saints Go Machine ud af kurs, og bandet tog vejrforholdene i stiv arm og gennemførte showet på eksemplarisk vis.
- Vi er meget glade og stolte over den måde NorthSide 2013 blev afviklet på. Vores frivillige og samarbejdspartnere har gjort en kæmpe indsats for at årets festival skulle blive så god en oplevelse som muligt for alle, og det skal de virkelig roses for. Weekenden bestod af konstante succesoplevelser på scenerne, hvor der blev leveret den ene fantastiske koncert efter den anden, og økonomisk ser det ud til, at festivalen kommer til at give et pænt overskud. Så vi er virkelig glade og dybt imponerede over, hvor gode gæsterne har været til at passe på hinanden og sikre, at alle har haft nogle gode dage på NorthSide.
Sådan siger talsmand for NorthSide, John Fogde, der kan fortælle, at problemer med toiletforholdene i det mest populære område mellem Green og Blue Stage blev håndteret på festivalens anden dag, og at en konstant dialog med gæsterne via sociale medier gjorde, at man kunne rette op på småfejl og problemer undervejs.
Fra politiets side forlyder det, at der ikke har været et eneste slagsmål på pladsen eller for den sags skyld andet, de har været involveret i. Så NorthSide 2013 har i den grad været en fredelig festival.
Dermed kan arrangørerne konstatere, at årets udsolgte festival har været en succes, og at man nu er en masse erfaringer rigere, der kan bruges til at gøre næste års festival til en endnu bedre oplevelse for gæsterne.
NorthSide 2013 blev afholdt i Ådalen i dagene 14.-16. juni, og efter at have solgt 25.000 billetter meldte man udsolgt i begyndelsen af juni.
NorthSide 2014 vil blive afviklet i Ådalen i dagene 13.-15. juni 2014.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- northside
- northside festival
- festival
- aarhus
- musik