Pressemeddelelse -
Phoenix til NorthSide
Sidste udenlandske
hovednavn er franske Phoenix, der får følgeskab af fem internationale navne, som
alle skal spille på festivalens nye teltscene, Red Stage.
I december måned blev det afsløret, at NorthSide i år udvides med en tredje scene, der har fået navnet Red Stage. Nu kan vi sammen med annonceringen af Phoenix løfte lidt af sløret for, hvilke bands man vil kunne opleve i det nye telt.
Daughter
Det længeventede debutalbum fra engelske Daughter udkommer
til marts, og det kommer efter hele tre roste ep-udgivelser. Trioen er blevet
kaldt et kryds mellem The xx og Cat Power, og vi er meget spændte på at kunne
præsentere dem på NorthSide.
Daughter spiller på
NorthSide fredag 14. juni.
Everything Everything
Manchester-kvartetten har fået deres danske gennembrud med
singlen ”Kemosabe” fra det roste album ”Arc”, der er fyldt med energifyldte og
fængende sange som blander pop, indierock og electronica. NME har kaldt deres
koncerter ”utrolige, bizarre, smukke og sexede”, så der er helt sikkert noget
at se frem til.
Everything Everything
spiller på NorthSide lørdag 15. juni.
Imagine Dragons
Las
Vegas-kvartetten har taget USA med storm og imponerede ved at nå andenpladsen
på den amerikanske albumhitliste med debutpladen “Night Visions”. Salget er
blevet hjulpet rigtig godt af hittet ”Radioactive”, der var P3's Uundgåelige i
slutningen af 2012, og deres mest spillede nummer den seneste måned. Bandets popularitet
er konstant stigende på verdensplan, så det er i den grad et fremadstormende
band, der er på vej til Aarhus.
Imagine Dragons
spiller på NorthSide lørdag 15. juni.
Michael Kiwanuka
Den roste engelske sangskriver toppede sidste år BBC’s
prestigefyldte Sound of 2012-liste efter udgivelsen af det fortrinlige
debutalbum ”Home Again”. Kiwanuka lægger sig i en sangskrivertradition, der
trækker på soul, jazz og folk, men præsenterer sangene med sit helt eget unikke
udtryk. At Kiwanuka også leverer live, kunne man opleve i København sidste år,
hvor Soundvenue gav seks stjerner for en fantastisk koncert. Så vi er meget
glade for at kunne hente den fremragende sangskriver tilbage til Danmark.
Michael Kiwanuka
spiller på NorthSide lørdag 15. juni.
Tegan and Sara
Den canadiske søskendeduo har siden 1999 udsendt plader med
alt fra beskidt indiepop til skarp synthpop og har undervejs indhentet en
stribe priser i hjemlandet. GAFFA kaldte duoens seneste album ”uimodståeligt iørefaldende”,
så det bliver spændende at præsentere duoens nye stil til en koncert i
festivalens nye telt, Red Stage.
Tegan and Sara
spiller på NorthSide fredag 14. juni.
Udover de fem navne til Red Stage er vi også meget stolte over at kunne præsentere det sidste internationale hovednavn til programmet.
Phoenix
Den franske gruppe udsender det længeventede femte album,
”Bankrupt!”, til april, som følger op på det succesfulde album ”Wolfgang
Amadeus Phoenix”, der gav gruppen deres store gennembrud. Phoenix har siden
2000 stået for dansevenlig og blankpoleret popmusik, der fænger som de største
hits fra 80’erne. Men når det serveres med et fransk tvist får musikken en
moderne og sofistikeret stil, og dette kan blandt andet høres på den aktuelle
single ”Entertainment”. Bandet har ikke spillet i Danmark siden 2009, så det er
med stor fornøjelse, vi nu tilføjer Phoenix som det sidste internationale
hovednavn til plakaten for NorthSide 2013.
Phoenix spiller på
NorthSide fredag 14. juni.
Listen af offentliggjorte navne til NorthSide 2013 er nu som følger: Alt-J (∆), Arctic Monkeys, Band of Horses, Biffy Clyro, Bikstok Røgsystem, Bloc Party, Daughter, The Eclectic Moniker, Ellie Goulding, Everything Everything, The Flaming Lips, Fun., Gogol Bordello, Imagine Dragons, Kaizers Orchestra, Keane, Kings of Convenience, The Knife, Michael Kiwanuka, Modest Mouse, Nephew, Nick Cave & The Bad Seeds, Phoenix, Portishead, Rasmus Walter, Shaka Loveless, Spleen United, Tegan and Sara, Trentemøller og When Saints Go Machine.
Det færdige program for NorthSide 2013 præsenteres tirsdag 5. marts.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- northside
- northside festival
- musik
- festival
- aarhus
- daughter
- everything everything
- imagine dragons
- michael kiwanuka
- phoenix
- tegan and sara
NorthSide 2013 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 14.-16. juni. Billetter kan købes via Billetlugen.dk.
Besøg NorthSide.dk eller facebook.com/northsidefestival for mere info om NorthSide 2013.