Gå til indhold
​Radiohead til NorthSide

Pressemeddelelse -

​Radiohead til NorthSide

Det fænomenale og grænsesøgende band er første hovednavn til NorthSide 2017

Det er otte år siden Radiohead sidst gæstede Danmark, og siden da har de toppet ønskelisten hos både publikum og bookere på NorthSide. Derfor er det fantastisk nu at kunne afsløre, at det legendariske musikfænomen er klar som første hovednavn, og at de skal spille afslutningskoncerten søndag aften til næste års udgave af NorthSide.

Radiohead har siden udgivelsen af debutpladen ”Pablo Honey” i 1992 taget musikelskere verden over med på en fantastisk rejse, der har inkluderet mesterværket ”OK Computer”, den toneangivende og overraskende ”Kid A”, den teknologisk udfordrende ”In Rainbows” og senest ”A Moon Shaped Pool”, der viser, at det 30 år gamle band på ingen måde er færdige med at overraske og forundre og, mindst lige så vigtigt, levere musik, der lever i deres fans for evigt.

- Vi er stolte og beærede over, at Radiohead har sagt ja til at spille på NorthSide til sommer. De er det perfekte band som hovednavn på vores plakat, og dagens offentliggørelse er kulminationen på flere års hårdt arbejde. Det er en drøm, som her går i opfyldelse for os, og vi glæder os helt vanvittigt meget til at kunne dele den med vores publikum til sommer.

Det siger talsmand for NorthSide, John Fogde, der samtidig kan fortælle, at bandet efter eget ønske vil spille et fuldt sæt under festivalen. Så der er lagt op til en helt igennem unik og fantastisk aften i selskab med Radiohead, hvilket ikke bare er stort for NorthSide, men for hele Aarhus.

- Med et så stort internationalt navn som Radiohead bliver det en fantastisk afslutning af NorthSide i 2017, lyder det fra borgmester Jacob Bundsgaard.

- NorthSide i sig selv og i særdeles en afslutningskoncert med Radiohead er stærke bidrag til at styrke byens internationale musikprofil. Så jeg glæder mig ikke kun på vegne af musikbyen Aarhus, men også fordi sådanne store events i byen er med til at understøtte byens vækst, udvikling og turisme.

- Det er også baggrunden for, at vi i kommunens eventforum har givet en dispensation til, at Radiohead må spille lidt længere end normalt natten mellem den 11. og 12. juni 2017, oplyser Jacob Bundsgaard og fortsætter: - Og så er det dejligt at opleve, at en af byens store musikaktører på den her måde vælger, at bidrage til alle de oplevelser vi kan se frem til i kulturhovedstadsåret 2017.

Billetsalget til året festival starter via NorthSide.dk fredag 28. oktober kl. 10.00.

Billetpriser:

Partoutbillet: 1.545,- + gebyr

Endagsbillet: 995,- + gebyr (Bemærk: Begrænset antal!)

VIP Partout: 2.495,- + gebyr

NorthSide 2017 afvikles i dagene 9. – 11. juni i Ådalen ved Aarhus.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 09.-11. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2017.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.