Gå til indhold
Sidste år i Ådalen bliver forsmag på fremtidens NorthSide
Sidste år i Ådalen bliver forsmag på fremtidens NorthSide

Pressemeddelelse -

Sidste NorthSide i Ådalen bliver forsmag på fremtidens festival

Den 1. oktober begynder billetsalget til næste års NorthSide. 2020 bliver sidste festival i Ådalen, inden NorthSide rykker til Eskelund i 2021. Her venter et dobbelt så stort festival-areal på at blive taget i brug, og det betyder, at en lang række idéer og oplevelser, der ikke har været plads til tidligere, endelig kan blive en realitet. Allerede i 2020 vil publikum få en forsmag på, hvad der kommer til at møde dem i Eskelund af tiltag, der både skubber grænser, overrasker og bidrager til følelsen af fællesskab.

Selvom NorthSide stadig har et år tilbage i Ådalen, er arbejdet med fremtidens festival for længst gået i gang. NorthSide har på ti år etableret sig som en international anerkendt festival med en skarp musikalsk profil inden for indie og rock, og taget festivalbæredygtighed til helt nye højder. Men NorthSide er også et sted, hvor gæsterne vil overraskes og have skubbet deres grænser, og det er der fokus på, når fremtidens NorthSide skal formes:

- Festivalen skal være ”et kontrolleret kaos”, og det er også essensen af, hvad gæsterne forventer: NorthSide skal overraske, udfordre og måske endda ryste dem en smule. Festivalen må aldrig blive ’just another music festival’, og derfor arbejder vi i 2020 endnu mere med atmosfære, nye scenerum og ’fester i festen’, forklarer Festivalchef Brian Nielsen

Inspiration fra både udland og danske subkulturer
NorthSide blev i januar 2019 kåret som Europas bedste mellemstore festival, og det er med andre ord en ufravigelig del af NorthSides DNA at være med i den internationale superliga, hvilket stiller krav til konstant af have en finger på pulsen.

Holdet bag NorthSide har derfor brugt sensommeren på at hente ny inspiration fra verdens største og bedste festivaler, og det skal bidrage til definitionen på den fremtidige NorthSide-formel. Ifølge Brian Nielsen handler det dog ikke kun om de store, internationale briller:

- En væsentlig del af det, der kendetegner NorthSide, foregår i vores lokalområde. Gennem flere år har vi støttet mennesker på kanten af samfundet, og jeg håber, at vi i fremtiden kan gøre netop dem til en større del af festivalen, siger han.

Et af projekterne er Sidesporet, som med egne ord er ”et frirum for mennesker, der ikke rigtig er plads til andre steder”. I 2019 flyttede de til et nyt område på Håbets Allé i Aarhus, og netop nu arbejder produktionsmedarbejdere fra NorthSide på at sætte området i stand. Håbet er, at rollerne kan blive byttet rundt på festivalen 2020, og at Sidesporet – og andre subkulturer fra nærmiljøet – med tiden kan blive en del af festivalen og skabe en bredere forankring med plads til subkulturer og forskelligheder.

- NorthSide er et sted, hvor alle skal kunne mødes. Lige nu arbejder vi på at give folkene fra Sidesporet deres egen bar i 2020. Vi ser NorthSide som et sted, som kan bygge bro mellem forskellige typer fællesskaber, og vi håber virkelig på, at lige præcis det her projekt lykkes, siger Brian Nielsen.


NorthSide finder sted 4. - 6. juni i Ådalen i Aarhus. Billetter kan købes på NorthSide.dk

Emner

Kategorier


NorthSide 2020 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 4.-6. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2020.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.