Pressemeddelelse -
Norwegian-koncernen annoncerer udbytte efter et stærkt andet kvartal
Norwegian-koncernen havde rekordstore tal i andet kvartal med et resultat før skat (EBT) på mere end 1 milliard norske kroner. Norwegian havde en solid drift og var blandt de bedste flyselskaber i Europa på punktlighed. Norwegian har besluttet at udbetale et udbytte for første gang i selskabets historie på 0,90 NOK pr. aktie med udbetaling i august 2025.
I andet kvartal havde Norwegian-koncernen et driftsresultat (EBIT) på 1.250 millioner norske kroner og en driftsmargin på 12,2 procent, hvilket er det næsthøjeste driftsresultat og den næsthøjeste driftsmargin i selskabets historie. Likviditetsbeholdningen udgjorde 13,8 milliarder norske kroner ved udgangen af kvartalet. Det er 3,3 milliarder kroner højere end i det foregående kvartal, hvilket skyldes en god operationel pengestrøm og finansiering af det tidligere køb af ti fly.
"Vi er meget tilfredse med at kunne præsentere et kvartal med flere positive rekorder for både Norwegian og Widerøe. Driftsresultatet og -marginen er de næsthøjeste, vi nogensinde har haft i et andet kvartal. Både tallene for belægningsgrad og antal passagerer er desuden de højeste i et andet kvartal efter pandemien. Derudover har vi nået en vigtig milepæl: For første gang i Norwegians 23-årige historie vil selskabet udbetale udbytte, som er fastsat til 0,90 NOK pr. aktie," siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Udbetaling af udbytte
Udbyttet er fastsat af Norwegians bestyrelse på baggrund af bemyndigelse fra den ordinære generalforsamling i maj tidligere i år. Norwegian vil allokere det udestående beløb til selskabets resterende obligationslån, som muliggør udbetaling af udbytte. Udbyttet vil hovedsageligt blive udbetalt fra selskabets udbyttefond.
I andet kvartal havde Norwegian-koncernen 7,6 millioner passagerer, hvoraf 6,5 millioner var Norwegian-passagerer og 1,1 millioner var Widerøe-passagerer. Sammenlignet med sidste år steg passagertallet med 192.000 og 82.000 for henholdsvis Norwegian og Widerøe. Belægningsgraden i kvartalet var 85,2 procent for Norwegian, en stigning på 2,8 procentpoint fra sidste år, mens Widerøe havde en belægningsgrad på 73,9 procent, en stigning på 3,7 procentpoint fra samme periode sidste år.
Robust bookingudvikling
”Vi ser fortsat gode salgstal, og bookingtrenden ind i juli, august og efteråret ser lovende ud for Norwegian med næsten ti procent flere solgte billetter end på samme tid sidste år. Med købet af 13 tidligere leasede fly samt aftalen om at købe 11 CFM LEAP-1B-motorer, ser vi tydelige resultater af vores flådestrategi. Kort sagt, ser vi en positiv udvikling på vej ind i anden halvdel af 2025," siger Geir Karlsen.
Emner
Kategorier
Norwegian
Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.
Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2024 transporterede Norwegian 22,6 millioner passagerer og havde en flåde på 86 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.
Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2024 havde flyselskabet 3,8 millioner passagerer og en flåde på 49 fly, herunder 46 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.
I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, TikTok, LinkedIn og YouTube.