Skip to main content

Nordsjællands Politi søger oplysninger efter røveri mod Rema 1000 i Blovstrød

Pressemeddelelse   •   Jan 08, 2018 11:43 CET

Nordsjællands Politi søger oplysninger fra borgere, der kan have viden om et røveri begået søndag aften mod et supermarked i Blovstrød.

Søndag klokken 20.32 blev Rema 1000 i Blovstrød udsat for et røveri, da tre maskerede mænd trådte ind i butikken og med en pistol eller en pistollignende genstand truede en medarbejder til at udlevere kontanterne fra et kasseapparat.

Efter røveriet flygtede de tre mænd fra supermarkedet via butikkens parkeringsplads i retning mod Blovstrød Kro. Politihunde har sidenhen sporet sig frem til, at der har holdt en flugtbil på parkeringspladsen ved Blovstrødhallen, men bilens fabrikat og udseende er endnu ukendt. Nordsjællands Politi søger derfor oplysninger fra borgere, der kan have set de tre mænd eller bilen før eller efter røveriet.

- Det her er noget, vi ser meget alvorligt på. Det er selvsagt voldsomt ubehageligt at blive truet med en pistol, bare fordi man passer sit arbejde, og derfor går vi allerede nu ud og beder borgerne om at henvende sig, hvis de har bemærket noget, fortæller politikommissær Morten Riisager fra Nordsjællands Politi.

De tre mænd beskrives som:

A: Mand. Kropsbygning: Almindelig. Cirka 180 cm høj. Yderligere kendetegn: talte muligvis arabisk indbyrdes med de andre gerningsmænd. Dybe stemmer. Talte: Dansk med accent. Iført: mørkt tøj og mørk maskering. Bevæbnet med sølvfarvet pistol.

B: Mand. Kropsbygning: Almindelig. Cirka 180 cm høj. Yderligere kendetegn: Talte arabisk med de andre gerningsmænd med dybe stemmer. Talte: Arabisk. Iført: mørkt tøj og mørk maskering. Medbragte: En sort rygsæk, som blev brugt til pengene fra kassen.

C: Mand. Kropsbygning: Almindelig. Cirka 180 cm høj. Yderligere kendetegn: Talte arabisk med de andre gerningsmænd med dybe stemmer. Talte: Arabisk. Iført: mørkt tøj og mørk maskering.

- Vi vil meget gerne høre fra eventuelle vidner, der har set noget i området, da røveriet fandt sted. Det med hellere at ringe 114 én gang for meget end én gang for lidt gælder også i dette tilfælde. Vi har dog allerede nu nogle gode spor at arbejde ud fra, men af hensyn til den videre efterforskning, holder vi vores viden for os selv på nuværende tidspunkt, slutter Morten Riisager.

Særligt til pressen: Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2. Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød.

Anklagemyndigheden i Nordsjælland er organiseret i fem advokaturer, der - udover sager fra lokalstationerne - behandler hver deres specialområde (personfarlig kriminalitet, organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet, særlovskriminalitet og særlige sager). Anklagemyndigheden i Nordsjælland fører straffesager i Helsingør, Hillerød og Lyngby retskredse.

Pressehenvendelser til både Nordsjællands Politi og Anklagemyndigheden i Nordsjælland kan rettes til pressetelefonen på 7258 6688 eller mail til nsj-presse@politi.dk, medmindre andet fremgår.