Pressemeddelelse -

Sommerhussalget holder storformen

De politiske hjælpepakker til sommerhusmarkedet har for alvor haft effekt. Fra 2016 til 2018 steg antallet af solgte sommerhuse med 25 pct.

Efter mange år hvor landets sommerhusveje lignede skilteskove, har danskerne de sidste par år endelig fået smag for igen at købe sommerhuse. I 2018 blev der således solgt 8.713 sommerhuse, hvilket svarer til et sommerhus i timen mod 7.016 solgte sommerhuse i 2016. En stigning på knap 25 pct.

-Både 2017 og 2018 har budt på overvældende sommerhussalg, og vi ser helt klart effekterne af de hjælpepakker, som Christiansborg leverede i 2017, hvor det bl.a. blev muligt at realkreditfinansiere 75 pct. af sommerhuslånet mod tidligere 60 pct., fortæller kommunikationschef i Nybolig, Thomas Hovgaard.

Han er ikke i tvivl om, at hjælpepakkerne i høj grad kan tilskrives den positive udvikling på sommerhusmarkedet.

-Den lave rente og den lave ledighed spiller selvfølgelig også en rolle, men øget bundfradrag ved udlejning, ny planlov, der tillader pensionister at bo i sommerhuset hele året efter et års ejerskab og øget realkreditbelåning er stærke faktorer, som har kickstartet sommerhussalget, siger Thomas Hovgaard.

Ifølge ham har debatten om udlændinges ret til at købe danske sommerhuse også taget af i styrke.

-Inden hjælpepakkerne var der ofte forslag fremme om at tillade udlændinge at købe danske sommerhuse, men den debat har ligesom været forstummet de sidste par år, hvilket nok hænger sammen, at det faktisk går godt med sommerhussalget de fleste steder, siger Thomas Hovgaard.

Emner

  • Bygning, ejendom

Regions

  • Hovedstaden

Kontakt

Frederik Kragh Nielsen

Pressekontakt Pressechef, Nykredit Mægler +45 2448 6266