Gå til indhold
Fremtidens velfærd er digital i Odder

Pressemeddelelse -

Fremtidens velfærd er digital i Odder

Du har sikkert hørt udtrykket ”fremtiden er digital” og det er især sandt på Odder Kommunes velfærdsområder. Faktisk er nutiden allerede digital, men der skal skrues endnu mere op fremover, så vi kan opretholde et højt velfærdsniveau.

Samtidig med at der bliver flere borgere med særligt behov, som vi gerne vil hjælpe, bliver der nemlig færre til at hjælpe dem. Kort sagt kan man sige at der bliver færre hænder til at løse flere opgaver, og derfor kan teknologien være en stor hjælp.

”Vi oplever allerede nu at der er problemer med at rekruttere på flere af vores velfærdsområder – og det betyder at vi skal gentænke vores måde at løse opgaver på. Det kræver en ny forventningsafstemning med borgerne og et mere forpligtende samarbejde mellem borgere og kommune – og her er et vigtigt element at vi bliver endnu bedre til at udnytte de teknologiske og digitale muligheder,” siger borgmester Lone Jakobi.

I budgetaftalen Budget 2024 har kommunalbestyrelsen vedtaget et grundprincip om at teknologiske og digitale løsninger skal komme først. Det betyder at hjælpen vil tage udgangspunkt i disse løsninger så Odder Kommune støtter borgerne i at være mest muligt selvhjulpne fra dag et og prioriteter personlig kontakt og hjælp til dem der ikke kan selv og ikke har nogen til at hjælpe sig.

Allerede i gang

Mange tænker sikkert på eksempelvis robotstøvsugere, når de hører ordet velfærdsteknologi. Men det er efterhånden en bred vifte, man kan vælge til i Odder Kommune. Der er blandt andet flere eksempler på teknologi, der kan hjælpe med at huske og dosere medicin, i jobcenteret får jobsøgende hjælp af kunstig intelligens og flere besøg og møder bliver holdt på video.

”Der er rigtig mange muligheder på det her område, og vi har allerede nu set at mange tiltag virker. For eksempel er der gode erfaringer med skærmbesøg hos ældre – her oplever de ældre faktisk at besøget bliver mere nærværende end det fysiske, fordi hjemmehjælperen er mere opmærksom på at snakke med dem. Derudover har vi igangsat et arbejde, hvor borgeren kun får brug for en indgang til kommunen og samtidig oplever at afdelingerne i kommunen arbejder på tværs for at skabe et sammenhængende forløb,” siger Finn Thranum, der er formand for Udvalget for Sundhed og Voksne.

Han skal – sammen med resten af Udvalget for Sundhed og Voksne - på næste møde have en orientering om status på arbejdet med digitalisering og velfærdsteknologi på udvalgets områder. I den forbindelse er der blevet udarbejdet en liste over velfærdsteknologi indenfor henholdsvis Arbejdsmarked og Borgerservice og Social- og Sundhedsområdet.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Bo Nørgaard

Bo Nørgaard

Pressekontakt Presse- & kommunikationskonsulent 51386161
Claus Buur Rasmussen

Claus Buur Rasmussen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent og webmaster 2486 5558

Velkommen til Odder

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Århus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.