Pressemeddelelse -
Nordea-fonden støtter Kulturama i Odder med 10,2 mio. kr.
Odder Kommune og en række lokale aktører får nu en markant håndsrækning fra Nordea-fonden til realiseringen af Kulturama – et nyt kultur- og undervisningshus midt i Odder by.
Samlingspunkt for byens kultur- og undervisningsliv
Kulturama-projektet samler Biografforeningen Fotorama, Foreningen Odder Teater, Den Kreative Skole og FGU Sydøstjylland under ét tag i den historiske bygning på Rosensgade 10. Her skaber projektet rammer for film, teater, musik, kreative værksteder og undervisning – og et åbent caféområde, der inviterer alle indenfor. Kulturama skal styrke bylivet, foreninger og fællesskaber i Odder.
”Vi ser Kulturama som en unik mulighed for at skabe et hus, hvor alle kan mødes om kultur og kreativitet. Nordea-fondens støtte er afgørende for, at vi kan realisere visionen. Kultur er ikke kun oplevelser – det er en udviklingsmotor, der tiltrækker mennesker, styrker byens identitet og skaber grundlag for nye muligheder,” siger borgmester Lone Jakobi.
Nordea-fonden bidrager til det gode liv i Danmark
Med Nordea-fondens støtte til har givet tilsagn om realiseringen af Kulturama støtte på på 10,2 millioner kr. til Kulturama-projektet, og dermed kan aktørerne i Odder tage et stort skridt mod at skabe et levende mødested, hvor kultur, læring og fællesskab går hånd i hånd. Nordea-fonden støtter projekter, der fremmer det gode liv gennem kultur, motion, natur og fællesskab.
Gennem samarbejdet om Kulturama bidrager Nordea-fonden til at styrke sammenhængskraften og livskvaliteten i Odder. Borgmester Lone Jakobi glæder sig over, at Kulturama-projektet nu kan realiseres som en vigtig brik i Odder Kommunes langsigtede udviklingsstrategi for Odder bymidte:
”Med Kulturama investerer vi i Odder som en levende og bæredygtig by for fremtiden. Vi ønsker at styrke bylivet, skabe attraktive mødesteder og understøtte fællesskab og kreativitet som drivkraft for hele kommunen,” siger borgmester Lone Jakobi.
Rosensgade 10 bevares og renoveres med en tilbygning
Kulturama-bygningen i Rosensgade 10 skal rumme nye forenings- og undervisningslokaler, en renoveret og ombygget event- og multisal, samt udvides med en ny biografsal oven på den eksisterende, ombyggede multisal. Bygningen bevares mod Rosensgade og åbnes mere op mod byrummet omkring Folkeparken med den ombyggede event- og multisal i gadeplan.
Rosensgade 10 bliver ikke kun ramme for kulturaktiviteter, men skal i projektet også designes med fokus på tilgængelighed, bæredygtighed og borgermedbestemmelse. Ombygningen har fokus på bygningsbevaring, plads- og energioptimering, høj udnyttelse, adgangsvenlige faciliteter og social inklusion.
Fokus på borgerinddragelse og fællesskab
Projektet giver byens borgere reel indflydelse på driften via et tæt samarbejde med foreningslivet og løbende evalueringer. Det er netop Odder Kommunes stærke tradition for frivillige initiativer og lokalt engagement, der gør projektet robust og bæredygtigt i det lange løb.
“Kulturama bliver et sted, hvor vi mødes på tværs af alder og interesser. Det handler ikke kun om film og teater, men om at skabe et fællesskab, hvor alle føler sig velkomne og har lyst til at bidrage. Vi tror på, at når vi samler kræfterne, styrker vi både kulturen og sammenholdet i Odder,” siger Nina Bredsdorff-Larsen, formand for Biografforeningen Fotorama.
Kulturama-projektet er samtidig forankret i Odder Kommunes udviklingsstrategi og kulturstrategi, og Lone Jakobi peger på, at projektet skal være med til at skabe en levende bymidte:
”Når vi investerer i kultur, skaber vi liv i bymidten, tiltrækker nye borgere og giver erhvervslivet bedre rammer – fra caféer og butikker til kreative virksomheder”, siger Lone Jakobi.
Fakta om Kulturama
- Placering: Rosensgade 10, Odder
- Omfang: Ca. 939 m² (ombygning og nybyggeri)
- Aktører: Biffen Odder, Odder Teater, Den Kreative Skole, FGU Sydøstjylland
- Projektperiode: 2025–2029
- Samlet økonomi: 46,985 millioner kr., som finansieres af Nordea-fonden, Odder Kommune, Biffen, Forsøgsordning med frie bymidter samt yderligere puljer og fonde.
Om Nordea-fonden
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Fondens støtter almennyttige projekter, der fremmer gode liv inden for fire områder: Sundhed, motion, natur og kultur. Læs mere på nordeafonden.dk
Hvis du vil vide mere
Læs mere om Kulturama-projektet på Odder Kommunes hjemmeside.
Du kan også kontakte projektleder i Teknik & Miljø Louise Holmegaard via mail til louise.holmegaard@odder.dk