Pressemeddelelse -
Odder Kommune og SOSU Østjylland indgår strategisk partnerskab: Klar til fremtidens velfærdsudfordringer
Odder Kommune står over for en markant demografisk udvikling. I 2050 forventes antallet af borgere over 80 år at være steget med hele 126,7%.
For at imødekomme det stigende behov for kvalificeret arbejdskraft på social- og sundhedsområdet og det pædagogiske område, har Odder Kommune og SOSU Østjylland indgået en partnerskabsaftale, der skal styrke samarbejdet om uddannelse, efteruddannelse og rekruttering.
Fælles mål for fremtiden
Partnerskabet har til formål at sikre, at Odder Kommune har adgang til dygtige social- og sundhedshjælpere, -assistenter og pædagogiske assistenter. Samtidig skal kommunens ansatte og ledige tilbydes attraktive og relevante uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder hos SOSU Østjylland. Der skal også gøres en indsats for at øge interessen for uddannelserne for unge.
Attraktive og bæredygtige uddannelsestilbud
Parterne er enige om, at uddannelsestilbuddene skal være både attraktive for elever og bæredygtige for skolen. Det kræver et solidt fundament af dygtige undervisere, et trygt læringsmiljø og et tæt samarbejde mellem skole og oplæringssteder.
Fokus på trivsel og gennemførelse
Partnerskabet vil arbejde aktivt for at rekruttere elever og sikre lærepladser. Derudover er der et særligt fokus på elevernes trivsel, lavt fravær og høj gennemførelse. Det sker gennem fælles indsatser for faglig kvalitet, vejledning og støtte samt uddannelse af oplæringsvejledere.
Sanela Ljeskovica der er direktør for Social, Sundhed & Beskæftigelse fortæller om den nye aftale:
”Vi bliver flere ældre i de kommende år – og det er godt. Men det stiller også nye krav til, hvordan vi uddanner og udvikler de mennesker, der hver dag yder pleje og omsorg. Sammen med SOSU Østjylland intensiverer vi samarbejdet omkring rekruttering, uddannelse og efteruddannelse, så flere får lyst til at gå SOSU-vejen, og vores medarbejdere får mulighed for at udvikle sig fagligt og menneskeligt. Vi deler en stærk ambition om at styrke fagligheden og gøre faget attraktivt, og derfor er det naturligt for os at indgå et formelt partnerskab, der forpligter samarbejdet tættere sammen – til gavn for både elever, medarbejdere og borgere.
Anette Schmidt Laursen, direktør på SOSU Østjylland siger om den nye aftale:
”Det betyder meget for vores fælles arbejde, at vi har så tæt et partnerskab med Odder Kommune som denne aftale vidner om, og jeg er glad for at kommunen går så aktivt ind i partnerskabet, som de gør. Der er behov for, at vi uddanner flere elever og at vi sikrer en vedvarende kompetenceudvikling af kommunens medarbejdere. Vores stærke partnerskab er helt afgørende for, at vi finder fælles løsninger, som kan sikre flere fagligt dygtige social- og sundhedsmedarbejdere og pædagogiske assistenter i kommunens tilbud.”